Tjek bygningen - inden sneen smelter
Med udsigt til stigende temperaturer og tøvejr advarer Teknologisk Institut nu om risikoen for fugt- og skimmelskader i både boliger og erhvervsbygninger.
Sneen har lagt sig ved sokkel, hvor ventilationsrist til udluftning af krybekælder er tildækket af sne. Ved tøvejr kan smeltevandet trænge ind
Når sneen smelter, kan store vandmængder samle sig tæt på sokler, i kælderskakte og omkring krybekældre – og trænge ind i konstruktionerne. For efter en periode med frost, sne og blæst ligger sneen mange steder op ad husenes ydervægge, i kældertrapper og på tage. Samtidig kan fygesne være trængt ind i tagrum, kældre og krybekældre gennem utætheder, uden at det er synligt. Derfor er det en god idé at få efterset sin bygning.
– Når temperaturen stiger, bliver de store snemængder pludselig til store mængder vand meget tæt på bygningen. Det vand skal ledes sikkert væk. Samtidig kan skjult fygesne i tagrum og krybekældre begynde at smelte og opfugte materialer, som ikke tåler langvarig fugt, siger forretningsleder Steen Pallesen fra Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.
Risiko for opfugtede konstruktioner
Hvis smeltevandet ikke ledes væk fra bygningen, kan det medføre opfugtning af både sokkel, fundament og ydervægge. I tagrum og krybekældre kan smeltet fygesne opfugte isolering og træbaserede materialer, hvilket øger risikoen for skimmelsvampevækst.
Teknologisk Institut anbefaler derfor, at bygningsejere gennemgår ejendommen både udvendigt og indvendigt, inden tøvejret for alvor sætter ind.
Den bærende trækonstruktion i etageadskillelsen/gulvkonstruktionen mellem krybekælder og stueplan er opfugtet og har skimmelsvampevækst. Fugten er kommet fra optøet sne. der er trængt ind via ventilationsrist
– De fleste skader kan undgås med en relativt enkel indsats: Fjern sneen fra husets sokler, sørg for at vandet kan løbe væk, og få tjekket de skjulte rum for fygesne. Det er langt billigere at bruge lidt tid på forebyggelse nu, end at stå med en omfattende skimmelsanering om nogle måneder, siger Steen Pallesen.
Uopdagede fugtskader kan føre til skimmelsvampevækst i skjulte konstruktioner og forringet indeklima. Typiske tegn er muglugt, misfarvninger på vægge og lofter samt afskallende maling eller puds. Indeklimagener kan blandt andet vise sig som irritation i øjne og luftveje, hoste, hovedpine og træthed.
Fokus på tæthed og ventilation
På længere sigt peger Teknologisk Institut på behovet for systematisk arbejde med bygningens tæthed og ventilation – særligt i tagrum og krybekældre.
Det omfatter tætning ved tagfod, rygning, gennemføringer og loftslemme samt korrekt dimensionerede og placerede ventilationsåbninger, så fugt kan bortventileres uden at give anledning til kondensproblemer.
5 råd til bygningstjek før tøvejret sætter ind
- Fjern sne fra sokkel og facader: Skovl sne væk fra ydervægge, så smeltevand ikke står direkte op ad sokkel og facade.
- Hold kælderskakte og afløb fri: Ryd sne i kældertrapper og ved krybekældre, og kontroller at afløb, tagrender og nedløb er åbne.
- Tjek loftsrum og krybekældre for fygesne: Fjern synlig sne hurtigt og forsigtigt uden at presse den ned i isolering eller andre materialer.
- Sørg for udtørring: Luft grundigt ud i tagrum og krybekældre, og overvej affugtning ved tydelig opfugtning.
- Reagér på tegn på fugt og skimmel: Tag muglugt, misfarvninger og indeklimagener alvorligt og få om nødvendigt en faglig vurdering.
Læs flere artikler om at skabe et sundt indeklima i bygningen