Asfaltering af ny adgangsvej ved Marina Syd Foto Peab Asfalt

Peab i gang med at asfaltere den nye adgangsvej ved Marina Syd 

Testvej i Kolding belagt med asfalt med 80 % lavere CO₂-aftryk

  • Anlæg
  • Byggeriets udvikling
  • Veje og Infrastruktur
  • Virksomhedsnyt
  • 2025-09-30
  • | Af Redaktionen

    Peab Asfalt og Kolding Kommune tester klimavenlig asfalt på den nye adgangsvej til Marina Syd. Resultaterne kan få betydning for fremtidens vejbelægninger i kommunen.

    Nyasfalteret adgangsvej Marina Syd Foto Peab Asfalt


    Som led i udviklingen af Marina City har Kolding Kommune etableret en ny adgangsvej til Marina Syd, hvor en asfalt med et markant lavere klimabelastning nu bliver afprøvet i samarbejdet med firmaet Peab Asfalt.

    Projektet fungerer som pilotforsøg og kan danne grundlag for fremtidig anvendelse på kommunens veje og cykelstier.

    – Marina City skal være et flagskib inden for bæredygtighed. Projektet er præcertificeret til guld efter DGNB-standarden, hvilket forpligter os til løbende at finde de mest bæredygtige løsninger. Derfor er vi stolte af at få mulighed for at teste en ny asfalt, der ifølge leverandøren kan reducere CO₂-udledningen med op til 80 % i forhold til traditionel asfalt, fortæller Bjarne Tang Lauridsen, projektchef for Marina City i Kolding Kommune, i en pressemeddelelse.

    Genbrugsmaterialer og grøn energi

    Den nye asfalt er udviklet af Peab Asfalt og består af cirka 90 % genbrugsmaterialer, herunder affræset asfalt og genbrugte jernbaneskærver. Bindemidlet er delvist baseret på bio-olie udvundet af plantemateriale. De resterende bestanddele er sand fra en lokal grusgrav (8 %.) og traditionel bitumen (3 %

    Desuden er produktionen drevet af certificeret biogas og vedvarende strøm fra sol og vind. Det samlede CO₂-aftryk for denne asfalt er beregnet til omkring 7 kg/ton, hvilket står i skarp kontrast til de 50 kg/ton, som traditionel asfalt (GAB 0) udleder.

    - Vi ser det her som et vigtigt skridt i retning af asfalt med net-zero CO₂-udledning. Den interesse, vi oplever fra Kolding Kommune, er meget positiv og viser, at der er vilje til at tænke nyt, siger Lotte Regel Josephsen, laboratoriechef og bæredygtighedsansvarlig hos Peab Asfalt.

     

    Kan den klare tung trafik?

    Teststrækningen er cirka 250 meter lang og forbinder Skamlingvejen med Marina Syd. I første omgang vil den nye vej primært blive brugt af tung trafik til den eksisterende marinaplads og det slæbested, som blev anlagt sidste år. På sigt bliver vejen hovedindgang til både Marina City og et nyt vandsportscenter.

    – Strækningen er faktisk ideel til at teste den nye asfalt, fordi der vil være konstant tung trafik i takt med udvidelsen af området. Hvis belægningen lever op til forventningerne, vil vi bestemt overveje at bruge den på andre veje og cykelstier i kommunen, siger Bjarne Tang Lauridsen.

    Forskellige asfalt-typer og deres CO₂-aftryk

    Type | Beskrivelse | CO₂-aftryk |

    Traditionel asfalt | Nye stenmaterialer og fossilt bindemiddel | Ca. 50 kg/ton |

    Moderne asfalt | Op til 50 % genbrugsmaterialer, men stadig fossilt bindemiddel | Ca. 40 kg/ton

    Ny testet asfalt | Op til 90 % genbrugsmaterialer, bio-olie og produktion med vedvarende energi | ca. 7 kg/ton 

     

    Kilde: Peab Asfalt

     

    Om Marina City

    Marina City er et byudviklingsprojekt ved Kolding Fjord, der skal samle boliger, erhverv, marina og vandsport i en ny bydel. Projektet omfatter blandt andet en lystbådehavn med ca. 1.000 bådpladser.

     

    Læs mere om mere klimabevidste infrastrukturprojekter

    Anbefalede artikler