<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
1

Syd- og Sønderjyllands Politi: Det står skralt til med byggepladssikring

  • Sikring og Adgangskontrol
  • Byggepladsen
  • 2018-08-27
  • | Af Frank Ulstrup
  • Tyveri fra byggepladser årligt koster omkring 600 millioner kroner, og på Danish Security Fair i Fredericia kan du høre specialkonsulent i politiet Christian Østergård fortælle om sikring af byggepladser og varebiler.

    Byggebranchen fortsat alt for dårlig til at sikre værktøj, maskiner, byggevarer og andre værdier.

     

    Det mener Christian Østergård, specialkonsulent i Syd- og Sønderjyllands Politi. Han oplever i sit job pladser, som er helt åbne, pladser hvor der er hegn om, men ikke ordentlige låger – eller hvor man glemmer at lukke lågen ved fyraften.

     

    Torsdag den 30. august går han på scenen på sikringsmessen Danish Security Fair i Fredericia for at fortælle om, hvor galt det står til, og hvad, man som håndværker kan gøre for at sikre byggepladsen samt varebiler.

     

     

    ”Byggepladssikring er en by i Rusland”

    - Sagt med et glimt i øjet, så er byggepladssikring en by i Rusland. Nogle steder er der styr på tingene, men det generelle billede er, at det halter – lige fra små til kæmpestore byggepladser, fortæller Christian Østergård.

     

    - Hvis man bare kan spankulere ind fra gaden, så er det jo et signal til tyven om, at her er fred og ingen fare; ”bare kom og forsyn dig”, påpeger specialkonsulenten, som viser nogle uheldige eksempler på messen.

     

    Tyverier koster penge i genanskaffelse, forsinkelser, forsikring med videre. Så det kan undre, at man i en branche med hård konkurrence og pres på prisen ikke ofrer området mere opmærksomhed, mener Christian Østergård. Han understreger, at tyverierne ikke kun er natlige gerninger i mere eller mindre øde omgivelser. Om dagen kan tyvene nemlig udnytte, at der er mange forskellige aktører på en plads, så man kan gå rundt uantastet – og så er internt svind og interne tyverier desværre ikke et særsyn, tilføjer han.

     

     

     

    Enkle råd til at undgå, at din varebil er en ”Tag-selv-bil”

    Men faktisk kan man øge sikkerheden betragteligt med planlægning, sund fornuft og lavpraktiske tiltag. På Danish Security Fair kommer Christian Østergård med en række gode råd til, hvad entreprenører og bygherrer kan gøre.

     

    - Det handler om at tænke sikring ind allerede i planlægningsfasen, om at lave en risikovurdering og om at indrette pladsen ordentligt, så eksempelvis de dyre varer og maskiner ikke står helt ude ved hegnet. Jeg vil også tale om adgangskontrol, fyraftenstjek, ordentlig afspærring med videre, siger specialkonsulenten.

     

    Han har i øvrigt også en række konkrete råd til, hvordan håndværkerbilen/varebilen undgår at blive en ”Tag selv-bil”, som han udtrykker det.

     

    - Byggebranchen og politiet har en fælles udfordring omkring byggepladssikring – det er for nemt bare at pege på politiet. Hvis man har masser af kostbare sager på en byggeplads, så må branchen gøre noget for at passe på sine ting – politiet kan ikke stå og kigge på alle pladser døgnet og året rundt. Byggebranchen og politiet skal stå sammen om at gøre det så bøvlet som muligt for banditterne at løbe med tingene, slutter Christian Østergård.

     
    Anbefalede artikler