SmartVan udvider med WASNordic lysprodukter
Den nordjyske specialist i autobranchen har længe kigget efter ekspansionsmuligheder og med integreringen af WASNordics belysningsprodukter, kan SmartVan tilbyde sine kunder en bredere platform.
Mikael Jensen (til venstre) og Lars Kristensen ved indgåelsen af aftalen
Netop nu falder de sidste brikker på plads mellem WASNordic og SmartVan, hvor førstnævnte integreres ind i SmartVan med sin helt egen lysdivision.
- Vi har længe været på udkig efter næste brik i den ekspansionspolitik vi har i planerne. Lys er 1 til 1 passende til de pakkeløsninger, vi gerne vil bringe ud til kunderne, lyder det fra SmartVans ejer og øverste chef, Mikael Jensen:
Lars Kristensen, som har en menneskealder bag sig i HELLA´s verden, startede selv WASNordic op i 2020. Det stigende salg af WAS-produkter, og dermed krav til kundeservice- og support, krævede, at der skulle tilføres flere ressourcer for at videreudvikle salget af WAS produkterne.
- Da jeg fik kontakt til SmartVan og Mikael Jensen, fik vi ret hurtigt sammensat den helt rigtige løsning. En aftale hvor jeg nu glæder mig til fortsat at stå i spidsen for udviklingen af WAS-agenturet, udtaler Kristensen.
Med integrationen i SmartVan bliver WAS nu del af en organisation, som har bevist, at de har viljen og ikke mindst ressourcerne til at videreudvikle salget til autobranchen.
- Med tilgangen af WAS får SmartVan en endnu bredere platform. Noget som vi i bestyrelsen hele tiden er på udkig efter. Lars var en af nøglemedarbejderne i min HELLA-tid. En stærkt engageret, vidende, flittig og pålidelig person, lyder det fra SmartVan’s bestyrelsesformand, Jens Sørensen, som samtidig har kunnet glæde sig over konstante vækst år lige siden SmartVan gjorde sin entre i industrien.
Mikael Jensen og formand Jens Sørensen indledte i sin tid deres samspil for at løfte SmartVan op som en betydende udbyder i hele Norden. Noget som nu ser ud til at lykkes. SmartVan vokser organisk og har indledt et større partnerskab med K.G. Knutsson Sverige (som er aktiv i hele Skandinavien), ligesom der altså nu fyldes godt op med nye aktiviteter. Blandt andet står en helt ny fabrik klar sidst på året, hvori der også vil indgå betydende produktion.
- Vi trykker på. Godt understøttet af vores medejer, Lauritzen Fonden, slutter Mikael Jensen.