Robotvirksomhed styrker bestyrelsen
KOBOTS har udvidet bestyrelsen med profiler fra erhvervsliv og byggeri for at skalere robotteknologi til flere byggepladser i Danmark og internationalt.
Den danske robotvirksomhed KOBOTS går ind i næste vækstfase og har styrket sin bestyrelse med nye profiler. Målet for virksomheden er at accelerere udbredelsen af robotteknologi i byggebranchen, hvor kravene til produktivitet og arbejdsmiljø er stigende.
Den nye bestyrelse trådte til i oktober 2025. Den består af bestyrelsesformand Lone Møller Sørensen og bestyrelsesmedlem Anette Storm. Christian Poulsen fra entreprenørvirksomheden CP Byg fortsætter i bestyrelsen sammen med selskabets stifter og administrerende direktør, Christina Grigoriou Dalsgaard.
Bestyrelsen i KOBOTS
Robotter ud på flere byggepladser
Byggebranchen er under pres fra både krav om højere effektivitet, mangel på arbejdskraft og et vedvarende behov for at reducere fysisk belastende arbejde. Det er i den sammenhæng, KOBOTS vil styrke sin position.
Virksomheden udvikler robotter til automatisering af skæreopgaver på byggepladser og i produktion. Ifølge KOBOTS kan løsningen både løfte produktiviteten og forbedre arbejdsmiljøet for håndværkere.
KOBOTS har allerede etableret sig på markedet og oplever stigende efterspørgsel. I Danmark indgik virksomheden i januar 2026 et samarbejde med byggemarkedskæden Davidsen, der skal gøre robotterne mere tilgængelige for håndværksvirksomheder i hele landet.
– KOBOTS har allerede bevist sit værd i markedet med en løsning, der skaber reel effekt for byggebranchen. Samtidig står branchen midt i en transformation, hvor behovet for produktivitet og bedre arbejdsmiljø kun vokser. Potentialet er betydeligt, og jeg ser frem til at arbejde med ledelsen om at skalere forretningen i den næste fase, siger bestyrelsesformand Lone Møller Sørensen, i en pressemeddelelse.
Nye bestyrelsesprofiler
Med Lone Møller Sørensen som bestyrelsesformand får KOBOTS en profil med erfaring inden for strategisk udvikling, ledelse og bestyrelsesarbejde i industri- og teknologivirksomheder.
Anette Storm, tidligere administrerende direktør i DS Flexhal, bidrager med erfaring fra bygge- og anlægsbranchen, herunder arbejde med større byggeprojekter og industrielle løsninger.
Christian Poulsen tilfører fortsat praktisk brancheindsigt fra mere end 25 år som ejerleder i tømrervirksomheden CP BYG og et indgående kendskab til hverdagen på byggepladsen.
Fra dokumenteret effekt til større udbredelse
Ifølge administrerende direktør Christina Grigoriou Dalsgaard står virksomheden nu ved et vigtigt næste skridt.
– Vi har gennem flere år arbejdet tæt sammen med kunder i byggebranchen og dokumenteret, at vores teknologi skaber værdi – både økonomisk og i forhold til arbejdsmiljøet. Nu handler det om at få løsningen ud i langt større skala, og det kræver de rette kompetencer i bestyrelsen, siger hun.
Med den nye bestyrelsessammensætning, dokumenteret efterspørgsel og nye partnerskaber er KOBOTS klar til næste fase, hvor fokus er på skalering i både Danmark og på eksportmarkeder.
Fakta om KOBOTS
KOBOTS er en dansk robotvirksomhed, der udvikler skærerobotter til byggebranchen. Virksomheden har solgt mere end 100 skærerobotter, som anvendes til skæring af pladematerialer som gips, fibergips, træbeton, eternit og facadeplader. Løsningerne er implementeret på byggepladser og i præproduktion i flere europæiske lande.