iStock-2176891204

Ny aftale: Store anlægsinvesteringer på vej i Grønland

  • Byggeriets udvikling
  • Anlæg
  • Nordatlantisk Byggeri
  • Veje og Infrastruktur
  • 2025-09-16

    Danmark og Grønland har netop indgået en rammeaftale om investeringer i sundhed, infrastruktur og økonomisk udvikling med fokus på et mere selvbærende Grønland.

    Danmark og Grønland har taget et nyt skridt i samarbejdet om at styrke velfærd og bæredygtig udvikling i Grønland. Statsminister Mette Frederiksen og Formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, har underskrevet en ny rammeaftale, der baner vej for både kortsigtede og langsigtede investeringer i landet.

    Aftalen hviler på principper om gensidig respekt og ligeværd og skal – ifølge parterne – være med til at løfte vigtige samfundsområder som sundhed, infrastruktur og boligforhold.

    - Efter flere måneders drøftelser er jeg glad for, at Formanden for Naalakkersuisut og jeg i dag har underskrevet en aftale, som vil styrke velfærden og den økonomiske udvikling i Grønland. Vi har en fælles ambition om, at aftalen skal gavne alle i Grønland. Sammen vil vi styrke sundhedsvæsenet og investere i den infrastruktur, som binder landet bedre sammen. Jeg ser frem til et fortsat tæt samarbejde med Naalakkersuisut om at skabe et stærkere Grønland, udtaler Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

    Hun fremhæver bl.a. etableringen af en ny landingsbane i Ittoqqortoormiit og en dybvandshavn i Qaqortoq som konkrete elementer i aftalen.

     

    Fokus på sundhed og selvbåren udvikling

    Formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, ser aftalen som en understøttelse af hensigterne i selvstyreloven og en vigtig brik i arbejdet med at sikre en mere selvbærende grønlandsk økonomi.

    - Jeg glad for, at der nu er kommet en rammeaftale, der skal understøtte hensigterne i selvstyreloven. Denne aftale har til hensigt at understøtte et selvbærende Grønland med bl.a. langsigtede investeringer. Og vigtigst af alt skal denne aftale komme borgerne i vores land til gode. Udfordringerne på bl.a. sundheds- og boligområdet er enorme, og denne rammeaftale vil understøtte vores ønskede udvikling på disse og flere andre områder.

     

    1,6 mia. kr. afsat frem mod 2029

    Som en del af regeringens forslag til finansloven for 2026 er der afsat en økonomisk ramme på 1,6 mia. kr. i perioden 2026-2029 til at realisere aftalens initiativer.

    Ud over de nævnte anlægsprojekter åbner aftalen også for at undersøge fremtidige investeringer inden for erhvervsudvikling, energiforsyning og øvrige infrastrukturelle forbedringer, som skal bidrage til en mere robust og selvbåren grønlandsk økonomi.

    Aftalen kan læses her

    Anbefalede artikler