Fra venstre Dan Hamann, direktør i Brøns Group og Morten Kyed, driftsdirektør i Brøns Group
Maskinimportør overtager al import af JCB-maskiner
Brøns Group overtager Nicolaisen & Larsen A/S og bliver eneimportør af JCB’s landbrugs- og entreprenørmaskiner i Danmark. Alle medarbejdere følger med i opkøbet.
Brøns Group overtager Nicolaisen & Larsen A/S, der også er kendt som Reesink Construction Denmark, og samler dermed hele JCB-forretningen i Danmark. Med opkøbet bliver Brøns Group eneimportør af både JCB’s landbrugsmaskiner og entreprenørmaskiner. Samtidig overgår 35 medarbejdere til koncernen. Transaktionen forventes gennemført i løbet af den første uge i marts.
Samler maskiner til landbrug og entreprenør hos én importør
Brøns Group har i mere end 50 år været importør af landbrugsmaskiner og har de seneste seks år haft ansvaret for importen af omkring 600 JCB-maskiner til landbruget via et landsdækkende forhandlernetværk. Denne struktur fortsætter uændret for JCB Agri.
Med overtagelsen af Nicolaisen & Larsen A/S udvides samarbejdet med JCB til også at omfatte entreprenørprogrammet, herunder import, direkte salg og service.
- Royal Reesink, JCB og Brøns Group har haft en positiv dialog om at styrke JCB’s tilstedeværelse og brand i Danmark. Vi er glade for, at resultatet er, at Brøns Group udvider med entreprenørmaskiner. Det er en stærk anerkendelse af det arbejde, vi og vores dygtige forhandlere har lagt i at udvikle JCB’s position inden for landbruget, siger Dan Hamann, CEO i Brøns Group.
Rogier van der Linde, CEO i Royal Reesink, siger:
- Vi er glade for at overdrage Nicolaisen & Larsen A/S til Brøns Group, som er en stærk maskindistributør i Danmark. Brøns Group vil have de synergier og stordriftsfordele, der skal til for at være konkurrencedygtig på det danske marked og skabe tydelige fordele for både kunder, medarbejdere og leverandører. Jeg vil gerne takke ledelse og medarbejdere for deres indsats gennem årene og ønske dem held og lykke som en del af Brøns Group.
35 medarbejdere fortsætter i Brøns Construction
Nicolaisen & Larsen A/S videreføres under navnet Brøns Construction. Alle 35 medarbejdere bliver en del af Brøns Group.
- Vi byder 35 højt kvalificerede medarbejdere velkommen. De har kompetencer inden for salg, service, reservedele, værkstedsdrift og logistik. Det styrker vores samlede JCB-setup markant og sikrer et højt fagligt niveau og en stærk service til entreprenørkunder fra første dag, siger Dan Hamann.
Direkte salg og service fra Ringsted og Ulfborg
Brøns Construction viderefører den eksisterende model med direkte salg af entreprenørmaskiner til kunderne. Faciliteterne i Ringsted overtages og bliver fremover centralt salgs- og democenter for JCB’s entreprenørmaskiner på Sjælland.
Samtidig lejes lokalerne i Ulfborg, hvor service- og værkstedsaktiviteter fortsætter med fokus på klargøring og reparation. Brøns Construction overtager desuden lageret af nye og brugte entreprenørmaskiner samt udlejningsmaskiner.
For eksisterende JCB Agri-forhandlere og deres kunder fortsætter samarbejdet uændret. Salg og service af JCB’s landbrugsmaskiner sker fortsat gennem Brøns Groups landsdækkende forhandlernetværk.
- Med dette opkøb samler vi det fulde ansvar for JCB i Danmark. Det giver os en stærkere platform til at udvikle brandet, styrke vores serviceydelser og investere langsigtet i både landbrugs- og entreprenørsegmentet, slutter Dan Hamann.
Læs flere nyheder om udviklingen inden for entreprenørmaskiner