
Maskinfører-konkurrence sætter fokus på rekrutteringskrise
Zeppelin Danmark stiller med store entreprenørmaskiner til konkurrencen Global Operator Challenge, der gerne vil øge opmærksomheden på maskinfører, hvor brancen er inde i en spændende teknologisk udvikling.
Når Zeppelin Danmark den 23.-24. maj afholder Åben Grusgrav i Haldum Grusgrav ved Hinnerup, bliver det med fokus på maskinførerens rolle i byggebranchen. Eventet er en del af Global Operator Challenge, hvor Danmarks dygtigste maskinførere dyster i præcision og teknik. Bag konkurrencen står Caterpillar, og den danske Zeppelin-distributør håber at tiltrække opmærksomhed til et erhverv, der er hårdt presset af mangel på arbejdskraft.
Lars Poulsen
– Det er en unik mulighed for at vise maskinførernes faglighed, passion og stolthed. Samtidig håber vi,at vi ved at afholde konkurrencen, også kan få flere til at få øjnene op for at blive maskinfører. For vi står i en situation, hvor der er enorm mangel på maskinførere, og det presser branchen, siger Lars R. Poulsen, marketing- og kommunikationsansvarlig hos Zeppelin Danmark, i en pressemeddelelse.

Maskinerne har brug for førere
Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) var der i anden halvdel af 2024 mere end 800 ubesatte maskinfører-stillinger i Danmark. Hos entreprenørvirksomheden Jens Karstensen A/S mærker man også konsekvenserne af rekrutteringsudfordringerne, hvor man mangler mindst 10 maskinførere.
– Vi må sige nej til opgaver, og det koster os vækst. Lige nu har vi lejet 20 fører fra udlandet, og de gør det godt, men sprogbarrierer betyder, at de skal følges med danske kolleger, og det hæmmer os på vores effektivitet, fortæller Jens Karstensen, direktør i Jens Karstensen A/S og fortsætter:
– Vi håber, at en øget opmærksomhed på faget kan tiltrække flere unge. Vi er klar til at tage lærlinge ind, så vi forhåbentlig kan være med til at vende tendensen og få flere ind i et fag, der virkelig er essentielt for hele den danske infrastruktur og byggebranche.

Maskinerne åbner muligheder
Udover konkurrencen inviterer maskinleverandør Zeppelin Danmark besøgende til selv at prøve kræfter med maskinerne i grusgraven. Kombinationen af konkurrence og hands-on oplevelser skal give et levende indblik i, hvad jobbet som maskinfører indebærer – og hvilke forskellige karrieremuligheder det rummer med ansvar og spændende opgaver.
– Vi vil gerne vise, at maskinførerfaget er mere end at flytte jord. Det er en teknologisk udvikling, hvor præcision og kompetencer er afgørende. Ved at skabe opmærksomhed om faget håber vi at kunne skubbe til interessen for at blive maskinfører, siger Lars R. Poulsen.
Global konkurrence med lokal vinkel
Global Operator Challenge afholdes i 41 lande, inden vinderne samles til semifinalerne i Malaga og finalen i Las Vegas i 2026. I Danmark finder eventet også sted i Roskilde den 13.-14. juni.
Læs mere om udviklingen i faguddannelserne i bygge- og anlægsbranchen
Fakta
Tid og sted: Hinnerup 23.-24. maj, Roskilde 13.-14. Juni 2025
Åbningstider: Fredag 10.00-17.00, lørdag 9.00-16.00
Gratis adgang for alle interesserede
Konkurrence i tre maskintyper: Læssemaskine, gravemaskine og material handler – stillet til rådighed af Zeppelin Danmark