Skou Gruppen har indgået to nye rammeaftaler i regnskabsåret med Region Hovedstadens Center for Ejendomme
Langsigtet strategi har styrket forretningen hos stor entreprenør
Stabil vækst og en stærkere bundlinje har sammen med indgåelsen af nye rammeaftaler med Region Hovedstaden tegnet et robust 2024/25 for Skou Gruppen.
Skou Gruppen A/S i Hørsholm har netop offentliggjort sit årsregnskab for perioden 1. oktober 2024 til 30. september 2025. Resultatet før skat er steget til 11,6 mio. kr. og det er en femdobling sammenlignet med året før. Samtidig er virksomhedens soliditetsgrad og likviditet forbedret, mens omsætningen er fastholdt på et stabilt niveau.
– Sidste år accepterede vi lavere marginer for at fastholde kvaliteten i vores projekter og investere i langvarige relationer med vores kunder. Det valg har styrket vores forretning og robusthed, udtaler administrerende direktør Martin Skou Heidemann i en pressemeddelelse.
Nettoomsætningen hos Skou Gruppen udgjorde 335,7 mio. kr., der er lidt under niveauet fra 2023/24, mens resultatet efter skat steg fra 1,7 mio. kr. til 9,0 mio. kr. Bruttomarginen er samtidig øget fra 19,8 % til 22,4 %, og soliditeten er vokset til 32,8 %.
Rammeaftaler styrker forudsigeligheden
Udviklingen tilskrives blandt andet en strategisk satsning på flerårige serviceaftaler og offentlige rammeaftaler. I løbet af regnskabsåret har Skou Gruppen indgået to fireårige rammeaftaler med Region Hovedstadens Center for Ejendomme. Aftalerne omfatter både hoved- og totalentrepriser på hospitaler i Herlev, Hillerød, Gentofte og Frederikssund.
– Vores serviceafdeling har haft et højt aktivitetsniveau og håndterer i dag også større opgaver end tidligere. Samtidig har vi haft en effektiv drift i vores entrepriser, hvilket samlet set giver os en mere forudsigelig og robust forretning, udtaler Martin Skou Heidemann.
Fokus på drift og medarbejderfastholdelse
Virksomheden arbejder i stigende grad med løbende opgaver inden for tømrer-, murer- og glarmesterarbejde frem for enkeltstående hovedentrepriser. Det bidrager ifølge ledelsen til bedre kontinuitet i produktionen og et sundere arbejdsmiljø.
– Det har stor betydning for os, at vi med en mere stabil og forudsigelig forretning kan fastholde vores dygtige og loyale medarbejdere og tilbyde udvikling til yngre håndværkere, siger Martin Skou Heidemann.
Gode udsigter for 2025/26
Med en likvid beholdning på 27,9 mio. kr. og en styrket ordrebeholdning går Skou Gruppen det kommende regnskabsår i møde med forventninger om et let stigende aktivitetsniveau og fortsat positiv indtjening.
Nøgletal for Skou Gruppen
2024/25 2023/24 2022/23
Nettoomsætning, mio. kr. 335,7 346,2 318,6
Bruttofortjeneste, mio. kr. 75,2 68,7 78,4
Resultat før skat, mio. kr. 11,6 2,3 12,2
Resultat efter skat, mio. kr. 9,0 1,7 9,2
Antal ansatte (gns., fuldtid) 116 121 122
Bruttomargin, % 22,4 19,8 24,6
Overskudsgrad (EBIT), % 3,5 0,7 3,9
Likviditetsgrad, % 172,1 160,6 172,3
Soliditetsgrad, % 32,8 28,4 30,4
Læs flere virksomhedsnyheder fra byggeriet