<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
001-3

MB-Knuserskovlen BF70 vejer selv 2300 kg og passer til gravemaskiner fra 15 til 25 tons. Den italienske producent laver knusere i otte forskellige størrelser til maskiner fra 6 til 100 tons.

Knuseren på gravemaskinen sparer både tid, penge og CO2

  • Byggepladsen
  • Anlæg
  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • 2021-11-01
  • | Af Mikkel Weber Sandahl
  • Den sjællandske brolægger, MHF Brolægning & Transport, knuser gamle belægningssten og murbrokker på stedet, og den direkte genanvendelse er til glæde for både kunder og miljø.

     

    Genbrug af materialer er godt både for brolæggermester Michael H. Frede, for kundens pengepung, og ikke mindst for miljøet. Så når Michael H. Frede og hans mandskab hos MHF Brolægning & Transport med base i Taastrup piller gamle belægningssten op for at skabe en ny indkørsel eller terrasse, så ryger den gamle belægning straks tilbage i kredsløbet og genanvendes som bundmateriale for den nye belægning.

     

    Sten, murbrokker og stort set alt muligt andet knuses nemlig på stedet med en skovl. Ikke en almindelig håndskovl, men en voldsom italiensk knuserskovl, der er bygget med ét formål for øje: At tygge hårde materialer i stumper og stykker og spytte dem ud i findelt tilstand.

     

    - Jeg har min knuser med mig rundt på hjulgravemaskinen. Jeg sætter knuserskovlen i Engcon-hurtigskiftet i stedet for et andet redskab, og så ruller jeg simpelthen rundt på arbejdsstedet og har hele tiden knuseren med mig. Det sparer både tid, penge og CO2-udledning, når vi genanvender materialerne på stedet, og jeg ikke skal transportere de gamle materialer til deponi og købe nye råstoffer, siger Michael H. Frede.

    001-1 Michael H. Frede på vej rundt i Hydrema-hjulgraveren. Og med knuseren helt i front.


    Ny dimension

    Det er OM Maskiner i Ugerløse sydvest for Holbæk, der har leveret den italienske supergnasker. Maskinfirmaet har haft dansk eneforhandling af både knuser- og sortereskovle fra MB Crusher godt et års tid. Og har i høj grad tilføjet en ny dimension til begrebet mobilknuser.

     

    - Det tager kun få minutter at skifte fra en almindelig skovl til knuserskovlen, og så er det problemfrit at flytte sin knuser rundt efter opgaver og materialer. Tidligere skulle materialerne køres til knuseren. Nu kommer knuseren til materialerne og pulveriserer dem, forklarer direktør Ulrik Larsen hos OM Maskiner.

     

    Den MB Crusher, som Michael H. Frede har valgt til MHF Brolægning & Transport, er MB Crushers model BF70, hvor læsseåbningen er 70 centimeter. Den italienske fabrik laver også knusere med læsseåbninger på 50, 60, 90, 120 og 150 centimeter.


     

    Magnet og vandforstøvning

    Skovlene kan i øvrigt udstyres med en magnet til udskilning af metal fra de materialer, der knuses. Vandforstøvning er en anden tilvalgsmulighed. Knuserne bygges til gravemaskiner i forskellige vægtklasser fra 6 til 100 tons. BF70 passer perfekt til Michael H. Fredes 16 tons Hydrema-hjulgraver.

     

    - MB-knuseskovlen er naturligvis ikke beregnet til knusning af gigantiske mængder beton ved store nedrivningsprojekter. Afhængig af, hvad jeg fodrer den med, knuser den 8 til 10 tons i timen. Den er helt perfekt til at knuse 100 kvadratmeter gamle SF-belægningssten, brokkerne fra nedrivning af en mindre bygning, eller måske en portion fortovsfliser. Frem for alt er den jo ekstremt mobil. Den følger bare med, når gravemaskinen flytter sig, siger Michael H. Frede.

     

    Inden han bad OM Maskiner om at levere MB-knuserskovlen, havde brolæggeren i Taastrup en knuser på trailer på prøve. Den gjorde det egentlig udmærket, men Michael H. Frede så flere muligheder i den supermobile skovl.

     

    001-2 Gammel belægning forvandles til bundmateriale i ny. MB Crusher model BF70 i aktion.



    Også til sortering

    Han knuser typisk materialerne ned til genanvendelse som 0-32 mm stabilgrus. Men MB-skovlene kan faktisk justeres til at knuse i forskellige størrelser med intervaller på blot 5 mm. Det gøres helt enkelt ved at lægge afstandsstykker ind, og størrelsen af det knuste materiale ændres på blot fem minutter.

     

    - Sorteringsskovle og mindre sorteringsanlæg hjælper entreprenører og anlægsgartnere til nem og hurtig genanvendelse af materialerne, og dermed også en vigtig reducering af CO2-forbruget. MB Crusher laver også sorteringsskovle i fem forskellige størrelser. Ved sortering med sorteringsskovl på stedet kan der typisk genbruges 70 % af de sorterede råstoffe”, fortæller OM Maskiners direktør, Ulrik Larsen.

     

    - Vi har kunder, som også anvender sorteringsskovlene ved sortering af sand, for eksempel ved renovering af fjernvarmerør. Så kan man genanvende alt det opgravede og lægge rent sand ud omkring fjernvarmerør eller ledninger. Fra firmaet Cernos i Finland har vi også Cobra-sorteringsskovle, som let knuser, belufter, pulveriserer, blander og mixer forskellige materialer, siger OM-direktør Ulrik Larsen.

     

    OM Maskiner blev etableret i 2012 med specialisering i maskiner til genbrug af materialer i entreprenør- og anlægsbranchen. Derfor omfatter produktprogrammet et bredt udvalg af maskiner og materiel til sortering og knusning. Blandt andet også sorteringsskovle, som kan sortere jord på stedet med gravemaskine eller læssemaskine, så der laves fint, harpet muld og kun sten, rødder og græstørv skal køres væk.





    Anbefalede artikler