<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
098-1

Afløbsdronningen Inge Faldager.

Kloakekspert præsenterer sin nye bog Afløbsdronningen på Kloakmessen

  • Materialer og Løsninger
  • Anlæg
  • VVS
  • Veje og Infrastruktur
  • Klimasikring
  • Landskab
  • 2024-01-15
  • Teknologisk Instituts seniorprojektleder og ekspert i afløb, Inge Faldager glæder sig til at besøge Kloakmessen i Fredericia og synes, at den går fremragende hånd i hånd med Rørcenterdagene i Taastrup.

    Rørcentret på Teknologisk Institut i Taastrup har siden 2022 sat fokus på kloakbranchen, dens grej og materiel og muligheder med Rørcenterdagene. Derfor gav det i nogle kredse antræk til rynkede bryn, da Danske Kloakmestre åbnede Kloakmessen som en fag- og indkøbsmesse. Men andre var glade for initiativet. En af dem er Inge Faldager, som er ekspert i afløb, og går under kælenavnet: Afløbsdronningen. Som seniorprojektleder på Teknologisk Institut har hun i mere end 40 år undervist kloakmestre på instituttet, hvor hun også har været med til at lave regler og cirkulærer på afløbsområdet.

    – Der er jo overhovedet ingen konkurrence mellem Rørcenterdagene og Kloakmesssen. Det er rigtig godt, at begge arrangementer er der. Det er nok de færreste jyder, der tager på udstilling på Sjælland og omvendt ikke mange sjællændere, der tager turen til Jylland. Derfor er det fremragende, at der en brancheudstilling hvert sted, siger Inge Faldager i en pressemeddelelse og tilføjer:

    – De to messer supplerer hinanden fantastisk. Begge har fundet deres leje på de præmisser, der nu er de to steder. I nogle år blev der afviklet DM i Kloak på skift i Fredericia og Taastrup, men det viste sig at fungere bedst på Kloakmessen, og derfor opgav vi det i Taastrup. Det er helt fint. Tingene skal fungere.

    Inge Faldager er efter sigende en af dem, der  har ”produceret” flest kloakmestre i Danmark gennem de mange år, selv om hun selv lægger en portion beskedenhed ind:

    – Der er jo også nogle af de andre gamle i faget, der har deres store del af æren. Men det er da blevet til nogle stykker. 


    En lang karriere i kloakbranchen

    Når Inge Faldager tager turen til Fredericia til Kloakmessen den 25. og 26. januar, bliver det ikke kun for at kigge på, for hun skal selv på scenen for at fortælle om den nye bog ”Afløbsdronningen” om hende selv og hendes lange karriere blandt kloakfolk. 

    Nærmest et jubilæum

    Det er brancheforeningen Danske Kloakmestre, der arrangerer Kloakmessen sammen med udstillingscentret Messe C i Fredericia. Den 25. og 26.januar er det sjette gang, det sker. Tillige kan Danske Kloakmestre lægge yderligere fire messer oveni. Altså i alt 10 fag- og indkøbsmesser og dermed lidt af en jubilæumsmesse i år.

    De første messer var faktisk kun små-udstillinger i forbindelse med kloakmestrenes generalforsamling. Siden fulgte to messer på Hotel Pejsegården i Brædstrup, før Messe C kom på banen, og messen for alvor accelererede. Senest – i 2022 – havde Kloakmessen i omegnen af 160 udstillere, og næsten 3.200 fagfolk passerede tælleapparaterne i Fredericia.

    Anbefalede artikler