Kemp & Lauritzen skal sikre tryghed og holde indbrudstyve ude i Aarhus
Kemp & Lauritzen glæder sig til samarbejdet med Aarhus Kommune, hvor de i de næste to år frem skal stå for drift, leverance og service af tyverialarm-systemer på kommunens lokationer.
Fra den 1. maj 2022 og to år frem skal Kemp & Lauritzen være med til at sikre Aarhus Kommune mod ubudne gæster. Den nye 2-årige rammeaftale omfatter service, reparationer og leverancer af AIA-anlæg (Automatiske Indbrudsalarmer) på alle typer af lokationer og bygninger, som Aarhus Kommune råder over.
- Vi glæder os enormt meget til samarbejdet med Aarhus Kommune, og det kribler i vores fingre for at komme i gang med de spændende opgaver. Hvad end det er børnehaver, vuggestuer, skoler, biblioteker, kulturhuse eller andre kommunale institutioner, vi skal servicere, handler det i sidste ende om at sikre trygheden for kommunens borgere, medarbejdere og besøgende. Det er et ansvar, vi tager meget seriøst, og som vi er stolte af at have fået, fortæller Brian G. Olesen, servicechef i Brand & Sikring-afdelingen i Kemp & Lauritzen.
Service på 260 anlæg
Aarhus Kommune har 260 AIA-anlæg i varierende alder og type, som Kemp & Lauritzen skal servicere og vedligeholde, ligesom virksomheden vil stå for installation af nye anlæg. Ydelserne har tidligere været fordelt ud på forskellige installatører, og det er første gang, kommunen har haft dem i samlet udbud.
- I Kemp & Lauritzen har vi hidtil varetaget AIA-løsninger for enkelte af lokationerne i Aarhus. Vi er både dedikerede og klar til nu at opskalere indsatsen, hvilket vi har et godt setup til, fortæller Brian G. Olesen og uddyber:
- Udover at vi har de tekniske kompetencer, kommer vi med værdifuld erfaring gennem lignende AIA-aftaler med flere af landets øvrige kommuner – blandt andet Københavns Kommune. Det giver os gode forudsætninger for at udføre specifikke risiko- og behovsanalyser og skabe vellykkede AIA-løsninger med udgangspunkt i netop Aarhus Kommunes behov.
Kemp & Lauritzen
Kemp & Lauritzen leverer løsninger inden for el, VVS, ventilation og køl og tilbyder alt fra daglig service til store entrepriser og unikke specialer. Gennem årene har virksomheden stået for en række af Danmarks største teknikopgaver – fra servicering af de broer, der forbinder Danmark, til udvikling af driftskoncepter for flere af landets små og store erhvervsvirksomheder. Kemp & Lauritzen består af 2.400 medarbejdere og har udført tekniske totalløsninger til både private erhvervsdrivende og offentlige kunder i 140 år.