<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
1

Foto af Ricky John Molloy

Kan man forspire en håndværker?

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2017-06-27
  • | Indlæg af underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri
  • Vi kommer til at mangle håndværkere i fremtiden. Der er ikke noget at rafle om; alle tal og analyser taler et uhyggeligt tydeligt sprog. Senest har DA og LO lavet en fremskrivning, der viser, at vi risikerer at mangle 17.000 faglærte inden for byggeri og anlæg i 2027. For nogle fag er udsigten til mangel på arbejdskraft endnu tættere på.

     

    Er det skræmmende at tænke på? Ja. Kan vi overhovedet gøre noget ved det? Ja, det kan vi heldigvis.

     

    Det kommer ikke til at blive nemt, men med en række forskellige værktøjer kan vi imødegå forudsigelserne om fremtiden.

     

    Lad os begynde med de lavthængende frugter. Der er masser af dygtige og erfarne ufaglærte, der kan opkvalificeres til faglærte. Vi har i dag muligheden for at lave voksenlærlingeaftaler, der er fornuftige for både virksomhed og lærling - så det er bare om at komme i gang med det.

     

    Ud over opkvalificering skal vi gøre alt for at holde fast i de kompetente faglærte, der allerede er i branchen i dag. Vi skal sørge for at indrette branchen, så flere kan holde til at arbejde lidt længere, inden pensionen kalder. Det kræver, at vi hele tiden er opmærksomme på at forbedre arbejdsmiljøet.

     

    Fremtidens værktøjskasse kommer så i øvrigt til at indeholde en masse digitale værktøjer, der kommer til at udfordre vores branche. Men vi behøver ikke at være bange. Vi skal derimod være med til at udvikle nye materialer og arbejdsgange, der er bæredygtige for både mennesker, miljø og forretningen. Det kræver en mobilisering af branchens eksisterende viden og en vis portion opfindsomhed og mod, som den nye generation af håndværkere skal tilskyndes til at tage med ind i branchen. Og faglærte, der allerede er i branchen, har med de nye akademiuddannelser i byggeteknik og byggekoordination også mulighed for at udvikle deres kompetencer, så de kan bidrage til at udvikle såvel den enkelte virksomhed som branchen.

     

    De kommende generationer af håndværkere er allerede på vej, men de fylder desværre alt for lidt. Kun hver femte skoleelev søger ind på en erhvervsuddannelse. De andre klassekammerater søger over på gymnasiet. Gymnasiet er det nemme valg, det ligger ofte tættere på, har sjovere fester og fortsætter den dagligdag, som eleverne kender til fingerspidserne efter ti års skolegang. Same procedure as last year, fristes jeg til at sige.

     

    At blive erhvervsskoleelev kræver mere. Det kræver sit at turde at vælge anderledes end kammeraterne. Gennem et årti har færre og færre unge valgt en ungdomsuddannelse på erhvervsskolerne. Lige nu er nedgangen stoppet, så vi er ikke længere ude i et frit fald. Det kan være et vendepunkt – et tegn på, at de unge er ved at få øjnene op for andet end gymnasiet. Det gælder i al fald om at få kurven – antallet af erhvervsskoleelever - til at gå opad for alvor!

     

    Det kræver, at vi arbejder med det og tager udfordringen alvorligt. Det er jo ikke fordi, der mangler foldere, videoer og hjemmesider med information om uddannelse, karriereveje, muligheder for videreuddannelse og livsløn. Men skal vi for alvor vende pilen, så tror jeg, vi skal se på noget så grundlæggende som mennesker. Vores oplevelser, erfaringer og møder med andre mennesker er med til at forme vores valg gennem hele livet – også når man er teenager. Derfor skal skoleleverne ud og møde de fagligt uddannede mennesker, se dem arbejde med maskiner og vise deres færdigheder frem. Håndværkere er en af de mest stolte faggrupper, jeg kender, og hvis der er nogen, der kan gøre reklame for håndværksfagene, så er det dygtige håndværkere. Mennesker, der gør indtryk. Hvem husker ikke den murermester, der havde mulighed for at have sin hund med på job hver dag eller den tømrermester, som kom kørerende i en ny BMW?

     

    I Dansk Byggeri har vi den glæde at få fuld opbakning til vores arbejde med at rekruttere flere unge. Nogle virksomheder adopterer en klasse, andre tager elever i erhvervspraktik, og andre igen inviterer eleverne ud på byggepladsen til matematikundervisning. Både små og store virksomheder kan bidrage til at gøre undervisningen sjovere og mere virkelighedsnær end den traditionelle undervisning i klasselokalet.

     

    I Dansk Byggeri laver vi materialer, der hjælper lærere og virksomheder på vej, for det er et nyt område for alle. Der er ingen vej udenom, for vi har et fælles mål om at få flere unge til at vælge bygge- og anlægsbranchen frem for gymnasiet. Og en af vejene er at få endnu flere virksomheder til at vise sig frem. Derfor vil jeg opfordre vores mange dygtige og fagligt forskellige virksomheder til at melde dig til Dansk Byggeris virksomhedsbank.

     

    Bliv en af de mange virksomheder, der giver unge en oplevelse i branchen, så de får mod på at træffe valget om en erhvervsuddannelse. Klik ind på http://danskbyggeri.dk/skolekontakt

     

     
    Anbefalede artikler