Funderingsarbejdet i Esbjerg klares uden støj eller vibrationer
Kæmpe skruetrækker til fundering uden vibrationer
Med en 130 ton tung Liebherr LB 36 XL-410 boremaskine kan Hercules Fundering skrue 12 meter lange beton-skruepæle ned i undergrunden tæt ved en fredet bygning uden støj og forstyrrende vibrationer.
Og det er lidt af et værktøj der er taget frem. Hercules Fundering bruger en 130 ton tung Liebherr boremaskine fra JMM-Group til at lave en sikker fundering af det nye kontortårn. Udfordringen ligger i at forbinde den nye bygning med den historiske, fredede bygning i Middelfarts Kabelbyen-distrikt. Her er løsningen 12 meter lange betonskruepæle, der bliver sat med kirurgisk præcision.
Fundering uden vibrationer
Jordbundsforholdene i Middelfart kræver forsigtighed især på grund af de eksisterende bygninger i området. Anvender man de traditionelle pælemetoder har man en betydelig risiko for skader på grund af overdreven støj og vibrationer. Men med skruepælemetode bliver arbejdet så støjsvagt og vibrationsfrit, at selv naboerne i området ikke bliver generet.
I stedet for at banke pæle i jorden, benytter teamet hos Hercules Fundering en kolossal Liebherr LB 36 XL-410 boremaskine. Denne metode gør det muligt at skrue de lange betonpæle forsigtigt ned i jorden, hvilket reducerer larm og vibrationer.
Læs også:
Ny Liebherr-graver med mullerne i orden
Vejle-firmaet Centrumpæle har leveret de 12 meter lange beton-skruepæle.
Et stort projekt i Danmark
Funderingen er en vigtig del af et stort kontorbyggeri for Selvinvest og markerer første fase af udviklingen i "Kabelbyen" ved Middelfarts trafikhavn. Det nye 12.381 m2 store byggeri vil huse kontorer med plads til omkring 800 arbejdspladser, og næsten 7.000 m2 kælderareal vil blive brugt til parkeringsanlæg fordelt på to etager.
Projektet omfatter tre bygninger, som er forbundet med en fælles stueetage og en gangbro på anden sal, der forbinder bygningerne med den over 100 år gamle, fredede turbinehal. Tidligere husede Turbinehallen Nordisk Kabel- og Trådfabriks kraftcentral.
Støjsvag funderingsmetode er ny i Danmark
Selvom skruepæle-teknologien bliver brugt i udlandet, er den relativ ny i Danmark. Det er Vejle-firmaet Centrumpæle, der har leveret de præfabrikerede skruepæle, som hver har en diameter på 487 mm. Disse betonpæle har et udvendigt gevind langs hele længden, med en borespids i bunden.
Kæmpe skruetrækkeren er en massiv Liebherr LB 36 XL-410 boremaskine, med 523 hestekræfter. Den kan også håndtere endnu større opgaver, herunder boring af huller med en diameter på op til tre meter. Af maskinens samlede vægt på omkring 130 ton, vejer boremotoren omkring 12 ton.
Præcision med avanceret teknologi
Udover boremaskinen har Herkules Fundering, som er en del af NCC, også indkøbt det avancerede Lipos positioneringssystem. som gør det muligt for operatøren at placere boreudstyret præcist via en skærm i førerhuset. Det betyder. at man ikke behøver at gå ud og måle op manuelt.
Alle boredata sendes trådløst til projektledelsen, hvilket muliggør realtidsrapportering for hvert enkelt borehul.
Det forventes, at det store byggeri står færdigt i foråret 2026.