Interimsaflukninger sparede over 1 mio. kg CO₂ i 2025
Nye tal viser, at midlertidige lukningsløsninger fra Altiflex har reduceret byggepladsers CO₂-udledning med betydelige besparelser.
Byggepladsers energiforbrug, særligt til opvarmning under vinterbyggeri og udtørringsfaser, er en væsentlig kilde til både omkostninger og klimabelastning.
– Byggepladsens CO₂-udledninger har længe været et overset område i branchen. Men med de nye klimakrav, der trådte i kraft 1. juli 2025, er der kommet øget opmærksomhed på energiforbruget, særligt i forbindelse med udtørring, siger Bjørn Baunbæk, CEO hos Altiflex.
I 2025 blev det dokumenteret, at Altiflex’ interimslukninger har bidraget til en samlet besparelse på 1.104.419 kg CO₂ på danske byggepladser.
- De nye lovkrav er ikke hovedårsagen til, at vi har nået milepælen på 1.000.000 kilo CO₂. Det skyldes vores mange kunder, der gennem mange år har været opmærksomme på at reducere CO₂, uagtet lovkrav. Det er en stor fornøjelse at være med til at understøtte deres ambitioner om at reducere energispild i praksis, siger Altiflex’ CEO.
Ifølge Altiflex er besparelsen opgjort via en CO₂-beregner udviklet i samarbejde med Viegand & Maagøe og baseret på Energistyrelsens og Klimarådets standarddata.
Skærpede klimakrav øger fokus på byggepladsens energiforbrug
De nye regler fastsætter en maksimal udledning på 1,5 kg CO₂-ækvivalenter pr. m² pr. år for alle bygningstyper, hvilket har givet energiforbruget i byggefasen en mere central placering i planlægningen.
Små tiltag med stor effekt – når de skaleres
Erfaringerne hos Altiflex fra 2025 viser, at relativt enkle tiltag som effektive midlertidige lukninger kan give mærkbare klimaeffekter, når de implementeres konsekvent og i samarbejde mellem leverandører og udførende.
– Tallene viser, at ambitiøse beslutninger truffet tidligt i byggeprocessen kan flytte meget. Vi er stolte af milepælen, men vi er ikke i mål. Vi forventer, at 2026 bringer endnu større besparelser i samarbejde med vores kunder, afslutter Bjørn Baunbæk.
CO2-besparelse
- CO₂-beregningerne er baseret på Viegand & Maagøes Carbon Calculator.
- Besparelsen på 1.104.419 kg CO₂ svarer til:
Over 5 millioner km i en gennemsnitlig benzinbil
Det årlige elforbrug i mere end 2.000 danske husstande