
Hvordan 2 millioner mursten blev til Carlsberg Byen
De sidste to år har Morten Borgtoft, som konduktør hos Murermester J. Ole Pedersen, styret opgaven i Carlsberg Byen, hvor bryggerihistorie er båret videre i murværket og man kan opleve facader muret som bobler i et ølglas.
Morten Borgtoft, konduktør hos Murermester J. Ole Pedersen
Fra Vesterbro til Valby kan man få sig noget af en murværksoplevelse i Carlsberg Byen. Fire af de nye længer har Murermester J. Ole Pedersen muret for totalentreprenør Arpe Kjeldsholm, og det nye bykvarter har været en spændende opgave både på faghåndværk og logistik.
Bygge- & Anlægsavisen var med Morten Borgtoft og kommunikationsansvarlig Maja Munch Hansen fra JOP rundt i Carlsberg Byen en kold vinterdag. Fra Gærtorvet, der ligger ud mod Vesterbro, ser vi på teglfacaderne i røde og orange farvenuancer og flaskegrønne detaljer. Bagved kigger høje tårne op over os og må give et fantastisk kig ud over København. Igennem gaderne aner man de historiske Carlsberg-bygninger.
Morten Borgtoft og Christian Dahl Pedersen har været fælles om at styre logistikken og løsningen, som blandt andet har omfattet 2 millioner mursten og cirka 2 millioner tons mørtel. Opgaven er at ramme arkitekternes ideer for facadestrukturer samt farvenuancer og gøre ideerne bygbare.
Nogle af de detaljer man kan gå på opdagelse i er forskellige forbandter, en tilbagetrukket fuge, mursten er rykket ud til mønsterrelief eller der er muret med stenens rustikke bagside udad. Farvernuancerne har et system, som opdeler bygningerne i erhverv eller boliger og imellem husene er tydelige bygskel, viser Morten:
- Bygskellene var et krav fra kommunen. Af tegl er her både brugt Petersen tegl, Randers tegl og egernsund wienerberger. Alle er prøvet af sammen med arkitekterne i mockups.
I opgange er fliser lagt i store skaktern eller aflange klinker, der går over i kokosmåtter. Når vi kigger opad, peger Morten et tårn ud, hvor facadens røde tegl danner en slangeform og Tuxens Tårn, som JOP har lavet, hvor facadens elementer i tegl, stål og glas skal ligne boblerne i et ølglas.
Hvordan gør I arkitektens ideer bygbare?
- Der ligger så mange tanker bag de endelige bygninger, og på mureropgaven ligger et stort samarbejde som konduktør med arkitekten for at ramme ønskerne og det økonomiske aspekt. I den projekterende fase gransker vi hos JOP sagen i detaljen og går vi ind og rådgiver om, hvordan man kan løse det – både på konstruktion og æstetik. Vi kommer med prøver på sten og fugefarve. Især i forhold til ophængt murværk har det konstruktionsmæssige stor betydning for udtrykket og kan give nye muligheder, fortæller Morten Borgtoft.Hvilke muligheder så I for bygningerne?
- Tårnene Vilhelms hus, Beckmanns tårn og Tuxens Tårn er løst med forskellige løsninger, hvor de første er bygget af sandwichelementer med bånd og skaller, da det passede for deres struktur. Oprindelig var det også tanken hos bygherre og arkitekt at bygge Tuxens Tårn som skaller, men vi fik overtalt bygherre og arkitekt til at mure bygningen hele vejen op for at få en smukkere løsning, fortæller Morten.
- Tuxens Tårn er den mest majestætiske af bygningerne med mange detaljer i murværket i røde og grønlige tegl. Nederst er brugt de lidt rå red castle sten, og over indgange er muret skråt indad mod døråbningen ved brug af stålbeslag på en skål. Her er brugt grønne glaserede tegl og en tilbagelagt fuge. Alle forbandter var ikke tegnet op fra starten af, så her var Christian Dahl Pedersen, medejer af Murermester J. Ole Pedersen inde over.
- Sålbænkene er indfarvede i en særlig rød farve og jeg tror, at vi lavede mindst 15 farveprøver på den. De glaserede grønne mursten var lidt af et opmålingsarbejde, da de ikke er glaserede på alle sider. Det er dyrt at glasere - så man glaserer kun dér, hvor stenen er synlig for at undgå spild.

Hvad er udfordrende ved at bygge midt inde i byen?
- Logistikmæssigt er der udfordringer, når man bygger inde i en by. Man vil gerne vise hensyn til naboer og helst ikke støje eller støve mere end nødvendigt. Derfor har vi skåret alle sten hjemme på lageret og det har fungeret rigtig godt med én mand derhjemme, der har adgang til de helt rette værktøjer, fortæller Morten Borgtoft:- Derudover er det vigtigt med overblik og jeg startede med at tegne op, hvilke arbejdsplatforme lå hvor og hvornår i forhold til hvem er i gang. Alle opgaver har været blevet booket ind og planlagt, så man kunne kun komme ind og arbejde på pladsen, hvis man efter planen skulle ind. På det sidste stykke var der lidt pres på med mange leverancer til Kedelpladsen. Det kunne godt skabe frustrationer, men vi har altid en god tone bagefter.
Fire store kraner har kørt samtidig med, at flere aktører er i gang på pladsen, og det har betydet afspærringsområder, når kranen kører henover.
- For os kan det betyde, at den kælder, hvor man har placeret sine teglsten, kan være spærret af. Så det er virkelig vigtigt, at alle logistiske detaljer og leverancer er på plads i forhold til tidsplanen.
Når der skal leveres to millioner mursten, er der noget planlægning i gang for brænding.
- Til så store byggerier kan teglleverandøren ikke brænde nok af i en brænding. Derfor deler vi leverancerne op til de forskellige bygninger, og vi løser overgange ved at lave naturlige skel, så man ikke ser de små bitte forskelle. Teglværket leverer også konsoller over vinduer og porte, så vi ved at det passer sammen.
Undervejs skal der også være tid til at teste om murstenenes kvalitet og farve passer. Samt til statiker kontrol af murværket for at fange eventuelle fejl undervejs.
Hvad er vigtigt i byggeprocessen?
- For mig har det været vigtigt at have et fast hold, som jeg kender. Så er der ikke ligger en stressfaktor der. Og det har jeg. Jeg ved, at de kan det, de skal, for jeg har selv været i sjak med dem. Opgaverne bliver fordelt efter, hvad man hver i sær er god til. De sværeste opgaver med mange detaljer som bånd og reliefsten har de dygtigste murere taget sig af.
- Vi har haft et rigtig godt samarbejde med vores byggeleder hos Arpe Kjeldsholm. Man har kunne mærke, at vi er her for at bygge sammen og ikke mod hinanden. Undervejs har vi givet hinanden sparring og hjulpet hinanden ved at vise hinandens gode løsninger, slutter Morten Borgtoft.