Hurtig og effektiv rådgivning til fjernvarmesektoren
Brade Consulting er en rådgivningsvirksomhed, der hjælper kunder med projekter inden for infrastruktur, pharma og byggeri. Helt aktuelt rådgiver de indenfor fjernvarme, hvor der ifølge virksomheden er en hæmsko for den grønne omstilling pga. det eksisterende prisloft.
Der er i øjeblikket megen snak om prisloftet i den danske fjernvarmesektor, og dén problematik ligger nært hos Brade Consulting. Virksomheden blev grundlagt i 2020 som en del af den større Brade Group og hjælper især bygherrer med projekter inden for infrastruktur, pharma og byggeri.
I disse år er der især mange opgaver for fjernvarmeselskaberne, og helt konkret hjælper Brade Consulting f.eks. Høje Taastrup Forsyning (HTK), Forsyning Helsingør Norfors og Envafors A/S med en række forskellige opgaver, lige fra projektering af fjernvarmeopgaver, til projektledelse og byggeledelse.
Prisloftet er en hæmsko for den grønne omstilling
Problematikken omkring prisloftet på fjernvarme er meget aktuel i de fleste rådgivningssager lige nu, og ifølge Brade Consulting er prisloftet udtryk for en uheldig overregulering af overskudsvarmen – og et direkte benspænd for den grønne omstilling.
– Det er muligt, at overskudsvarmen ender med at være en anelse dyrere, men alternativet er, at man i stedet anvender gas eller kul, og det er jo ikke hensigtsmæssigt i forhold til den grønne omstilling. Tallene taler deres eget sprog – i Danmark udnytter vi kun 13 % af den tilgængelige overskudsvarme i industrien. Hvis vi udnyttede potentialet, kunne man opvarme 100.000 husstande – og her har man ikke engang talt alle kilder til overskudsvarme med, forklarer Thomas Larsen, der er brancheansvarlig for infrastruktur i Brade Consulting. Han fortsætter med et konkret eksempel:
– Gærfabrikken i Grenaa ligger lige ved siden af fjernvarmeværket og har en plug and play-løsning, der kan opvarme 5.000 husstande. Her spænder prisloftet ben for at udnytte overskudsvarmen, der i stedet bliver sendt ud i den blå luft.
Oplærer medarbejdere i forsyningssektoren
Brade Consulting er en mindre, men fleksibel virksomhed med ca. 22 medarbejdere tilknyttet, der kan træde til meget hurtigt, når kunderne har behov for det – typisk inden for blot en uge. Det kan f.eks. være en mindre projekteringsopgave eller byggeledelse. Som en del af Brade Group har man den fordel, at man også kan trække på kompetencer i resten af huset.
– Vi tilbyder også at oplære forsyningsselskabernes medarbejdere. Det er en branche under hastig udvikling, og der er mange nye medarbejdere, der har brug for træning eller støtte. Vi kan bl.a. rådgive dem og hjælpe med at køre byggemøder, siger Thomas Larsen.
Om Brade Consulting
Brade Consulting er en del af Brade Group og har siden 2020 arbejdet med at rådgive virksomheder inden for især byggeriet, pharmaindustrien og forsyningssektoren. I dag beskæftiger virksomheden 22 medarbejdere, men nyder også godt af resten af kompetencerne i Brade Group, der har kompetencer inden for bl.a. drift, service, vedligehold, facility management, vedligeholdelsesplaner, el og mekanisk arbejde.