Holdbarhed er nr. 1 for danskernes valg af døre
Lang levetid er fortsat den vigtigste bæredygtighedsparameter for danske boligejere ved valg af nye døre til huset – foran CO₂-aftryk og certificeringer, viser ny undersøgelse fra Swedoor.
Når danske boligejere vælger nye døre, peger mere end hver tredje på produktets levetid, som det man først tænker på i forhold til bæredygtighed. Det viser en undersøgelse gennemført af Swedoor i samarbejde med analyseinstituttet Bilendi blandt over 1.000 boligejere.
Levetiden vægtes dermed stadig højere end eksempelvis certificeringer og produkternes CO₂-aftryk i den konkrete købsbeslutning.
Døre til Krathusparken i Charlottenlund
Døre til Krathusparken i Charlottenlund
Døre til Krathusparken i Charlottenlund
Levetid kobles til ressourceforbrug
Ifølge Hauke Thiessen, direktør i Swedoor Danmark, viser resultaterne en stigende forståelse for sammenhængen mellem levetid og ressourceforbrug:
– Når en dør holder i mange år, skal den ikke udskiftes lige så ofte. Det reducerer både ressourceforbrug og affald og giver samtidig økonomisk mening for boligejerne, siger Hauke Thiessen i en pressemeddelelse.
Dermed bliver holdbarhed et konkret og håndgribeligt bæredygtighedsparameter sammenlignet med mere abstrakte målepunkter som klimaaftryk og dokumentation.
Selvom bæredygtighed fylder mere, spiller klassiske faktorer som funktion, design og pris ifølge Swedoor, stadig en væsentlig rolle i dialogen med både håndværkere og forhandlere.
– Bæredygtighed er en del af beslutningen, men det står sjældent alene, siger Hauke Thiessen.
Øgede krav til producenter
Den stigende efterspørgsel på holdbare løsninger peger samtidig på et pres op gennem værdikæden. Boligejernes opmærksomhed på levetid stiller krav til producenter om produkter med dokumenteret lang holdbarhed og lav vedligeholdelse.
Udviklingen hænger også sammen med en mere langsigtet tilgang til boligforbedringer, hvor investeringer i kvalitet og levetid prioriteres over kortsigtede besparelser.
Swedoor forventer, at bæredygtighed vil få større betydning i de kommende år – ikke mindst i takt med øget efterspørgsel på dokumentation og transparens omkring materialers miljøpåvirkning. Holdbarhed vil derved stadig være en central parameter i krydsfeltet mellem bæredygtighed, økonomi og byggeteknisk kvalitet.
Swedoor – et brand i JELD-WEN
JELD-WEN Europe er en del af JELD-WEN Holding, Inc. (NYSE: JELD). Virksomheden producerer samt distribuerer indvendige og udvendige døre og dørsæt i træ og stål. Sortimentet omfatter bl.a. brand- og sikkerhedsløsninger under en række kendte brands, herunder Swedoor, DANA, Kilsgaard og Dooria.
Læs flere artikler om renovering og løsninger i boligforeninger