Billede 1: Gulvmessen i 2023
Gulvmessen 2024 samler gulvbranchen til hygge og fagligt fællesskab
Gulvgrossisten Scandinova inviterer igen i år ’gulvfolket’ til Gulvmessen, hvor der er højt til loftet med oplæg fra fagfolk fra hele landet. Det sker torsdag d. 23. maj, og man kan hoppe på Gulvmessens busser fra Fyn og Jylland.
Er man i gulvbranchen, er Gulvmessen hos Scandinova Søborg et sted at møde fagfæller og leverandører i branchen. Gulvgrossisten inviterer til en branchedag torsdag d. 23. maj, hvor der bliver stillet skarpt på det faglige fællesskab med oplæg fra leverandører, fokus på kurser og uddannelser, og faglige snakke mellem gulvhåndværkere og leverandører.
Fagfolk fra hele landet giver oplæg
- Branchens årlige gulvmesse udgør et solidt samlingspunkt for kompetente fagfolk fra hele landet. Anledningen er derfor en oplagt mulighed for at dyrke det faglige fællesskab i Scandinova Akademi. Det er gode fysiske rammer, hvor vi tilbyder kurser og undervisning, som ingen anden gulvgrossist kan. Kunderne oplever et miljø hos os, som giver mulighed for at fremvise vores produkter på den rigtige måde, og de selv kan prøve dem af, fortæller administrerende direktør for Scandinova, Jacob Storm i en pressemeddelelse.
På messen kan man opleve faglige oplæg fra en række fremtrædende leverandører og oplysende demonstrationer på akademiområdet. Der er vist også lovning på skarpe tilbud.
Scandinova tilbyder også bustransport til messen. Da Gulvmessen 2024 ønsker at samle gulvfolk fra hele landet, arrangerer Scandinova busser fra Fyn og Jylland, så flest muligt kan deltage til årets største branchetræf.
Gulvmessen 2024 samler gulvfolket
Der er lagt op til en festlig dag, hvor det ikke kommer til at gå stille for sig. De faglige oplæg og leverandørtilbud suppleres med underholdende indslag og højt til loftet. Jacob Storm siger:
- Ud over at være en faglig begivenhed er Gulvmessen også et hyggeligt samlingspunkt for håndværkerne. Som gulvbranchens største årlige træf er der rig mulighed for at få en hyggelig snak med arbejdskammerater og leverandører, så vi kan samles om andet og mere end gulvet.
Dagen vil således også byde på god mad fra forskellige boder samt konkurrencer, så kollegaer kan udfordre sig selv og hinanden.
- Vi glæder os meget til endnu en gang at kunne forene gulvfolk fra alle dele af landet til snak og grin i hyggelige rammer, afslutter Jacob Storm.