<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
bent-knudsen

Geberit-direktør stopper efter 16 år i Danmark

  • Byggeriets udvikling
  • VVS
  • 2026-03-12
  • | Af Redaktionen

  • Bent Knudsen går på pension efter 16 år som direktør for Geberit Danmark. Han har stået bag en strategisk udvikling, der har gjort virksomheden mere synlig i badeværelset og i hele værdikæden.

    Da Bent Knudsen tiltrådte i 2010, stod Geberit stærkt i VVS-branchen og var kendt for indbygningscisterner, rørsystemer og tekniske løsninger bag væggen. En central ambition blev at fastholde den tekniske førerposition og samtidig gøre Geberit synlig for flere led i værdikæden.

    – Vi var allerede førende i branchen og blandt fagkredse, men stort set usynlige for alle andre. Et af mine store mål var at udvide markedet og gøre Geberit synlig i det færdige badeværelse, udtaler Bent Knudsen i en pressemeddelelse.


    Douchetoilettet

    Et af de første store skridt blev introduktionen af douchetoilettet – et produkt, der stort set ikke fandtes på det danske marked, og som hverken var efterspurgt eller prismæssigt tilgængeligt for de fleste.

    – Vi har investeret massivt i at forklare, hvad douchetoilettet kan til slutbrugeren. Målet har været at gøre et fremmed produkt til noget, folk blev nysgerrige på. Samtidig har vi arbejdet med at klæde installatørerne på, så installation og service fungerer gnidningsfrit, siger Bent Knudsen.

    I 2015 opkøbte Geberit Ifö-brandet, en klassisk producent af synlige porcelænsprodukter. Integration kombinerede teknikfokuseret ingeniørviden med markedsorienteret designforståelse.

    – Opgaven var ikke at gøre brandene ens, men at få dem til at supplere hinanden. Det har givet os produkter, som både projekterende, installatører og brugere oplever som moderne, funktionelle og teknisk gennemførte, siger Bent Knudsen.

    Innovation, der tænker på installatøren

    Kernen i Geberit har altid været at udvikle systemer, der optimerer vandets vej gennem bygningen – fra forsyning til afløb. For Bent Knudsen har innovation aldrig kun handlet om selve produktet, men også om, hvordan det fungerer i praksis for installatørerne.

    –  Det har været vigtigt for mig, at vores systemer både sikrer effektiv vandstyring og tager hensyn til installatørens arbejdsgange. Systemer som FlowFit er udviklet i tæt samarbejde med installatørerne, så installationen bliver nemmere, og risikoen for fejl minimeres, siger Bent Knudsen.


    Ledelse med fokus på retning

    I løbet af 16 år som direktør har Bent Knudsen ført Geberit ind i nye markeder og lanceret nye produkter, uden at gå på kompromis med virksomhedens kerneværdier. Geberit er fortsat en central leverandør bag væggen, samtidig med at både Geberit- og Ifö-brandet nu tydeligt præger badeværelset foran.

    – Min opgave har ikke været at kunne alle tekniske detaljer, men at stille de rigtige spørgsmål og få faglighederne til at arbejde i samme retning. Vi har udvidet markedet uden at miste den tekniske kerne, der gjorde os stærke fra begyndelsen, siger Bent Knudsen.
    Anbefalede artikler