Fra pionérprojekter til skalering og markedsmodning
Om få uger samles bygge- og anlægsbranchen til årets største faglige samlingspunkt for cirkulær økonomi i byggeriet. Circular Build Forum afholder for sjette gang sin årlige kongres – denne gang i Vejle.
Thomas Kingo Karlsen, forperson for Circular Build Forum og ejer af nedrivningsvirksomheden Kingo Karlsen A/S
Med et omfattende 2-dagesprogram afspejler Circular Build Forum (CBF), at der er sket et skifte fra de enkeltstående eksempler og pionérprojekter og hen imod skalering og systemiske løsninger. Ifølge Thomas Kingo Karlsen, forperson for Circular Build Forum og ejer af nedrivningsvirksomheden Kingo Karlsen A/S, afspejler programmet den virkelighed, branchen står i netop nu:
- Det seneste år har vi set, at cirkulært byggeri ikke længere kun er et spørgsmål om vilje og gode cases. Nu handler det om, hvorvidt vi kan få løsningerne til at fungere i stor skala – med den nødvendige dokumentation, logistik og økonomi. Det er noget af det, som programmet for 2026 går i dybden med, siger Thomas Kingo Karlsen.
Dette skal, ifølge Thomas Kingo Karlsen, også ses i lyset af, at nye og markant strammere klimakrav er på vej til branchen 1. juli 2027. Her vil det blive nødvendigt at opnå den ”0-belastning” i LCA-beregningen, som gælder for genbrug og genanvendelse.
Cirkularitet står stadig højt – også i en urolig tid
Hvis man tror, at den grønne og cirkulære dagsorden er blevet fortrængt af geopolitiske spændinger, økonomisk usikkerhed og nye kriser, så er virkeligheden derfor en helt anden. Der er nemlig endnu engang bred opbakning til CBF, hvor mere end 300 nøgleaktører fra hele værdikæden; bygherrer, rådgivere til producenter, udførende og forskningsmiljøer er involveret – enten som oplægsholder eller deltager.
For Bo Riisbjerg Thomsen, der er med i faggruppen bag CBF og Programchef for bæredygtighed og byggeteknik i Molio, er opbakningen til CBF et klart signal:
- Cirkularitet er ikke et midlertidigt flygtigt tema – med årene er det blevet en grundlæggende præmis for byggeriets udvikling. Derfor oplever vi, trods de mange andre forandringer i tiden, at både offentlige og private aktører efterspørger viden, der kan omsættes til handling. Og det er netop det, vi i CBF kan bidrage med, siger Bo Riisbjerg Thomsen.
Tre dagsordener, der rykker i 2026
Programmet for Circular Build Forum 2026 udfolder en række centrale emner, der hver især afspejler vigtige bevægelser inden for det cirkulære byggeri:For det første fylder skalering og marked mere end tidligere. Fokus er flyttet fra “om det kan lade sig gøre” til “hvordan det gøres i praksis” – og hvem der skal betale og initiere. Kapital, investeringer og bygherrekrav spiller derfor en tydelig rolle i årets program:
- Vi kan se, at cirkulære løsninger ofte findes, men at efterspørgslen endnu ikke er fulgt med i samme tempo. Derfor har vi bevidst sat mere fokus på finansiering, forretningsmodeller og bygherrernes rolle. For uden et marked kommer vi ikke meget videre, forklarer Thomas Kingo Karlsen.
Bo Riisbjerg Thomsen, deltager i Faggruppen bag CBF og Programchef for bæredygtighed og byggeteknik i Molio
For det andet er kemi, dokumentation og sporbarhed rykket helt frem i rampelyset. Spørgsmål om problemstoffer, grænseværdier og ikke mindst PFAS fylder stadig mere – og er afgørende for, om genbrug kan ske sikkert og ansvarligt.
- Det seneste år har gjort det tydeligt, at cirkularitet uden dokumentation ikke er holdbar. Derfor har vi styrket programmet med oplæg om kemi, sporbarhed og data – fordi det er her, mange projekter støder på de største barrierer i praksis, siger Bo Riisbjerg Thomsen.
Endelig har CBF 2026 et markant fokus på teknologi og forskning. Digitale værktøjer, materialepas og ressourcekortlægning diskuteres side om side med de store forskningsinvesteringer – herunder de milliardmidler, som Willum Fonden har sat i spil for at accelerere den cirkulære omstilling.
Nyt nordisk spor
Et helt nyt spor på kongressen er dedikeret til at udfolde både potentialer og barrierer på det nordiske marked. Baggrunden er et nyt samarbejde med Nordic Circular Hotspot (NCH), som er et non-for-profit organ under Nordisk Ministerråd, finansieret af Nordic Innovation, som er Nordisk Råds Innovationsmidler.- Vi er meget glade for samarbejdet med NCH og vores fælles nordiske ambition om mere cirkularitet i byggeriet. Både som branche og som enkelte virksomheder kan vi få meget gavn af et tættere nordisk samarbejde – både på det praktiske og på det politiske niveau, siger Bo Riisbjerg Thomsen.
Et fælles forum for handling
Circular Build Forum står på et bredt fundament med et repræsentantskab, en faggruppe og Molio som sekretariat. Det fælles mål er at skabe et årligt samlingspunkt, hvor branchen ikke blot deler viden – men også styrker handlekraften.
- Det vigtigste for os er, at deltagerne går hjem med nye indsigter og relationer, der kan bruges direkte i deres hverdag. Circular Build Forum skal være stedet, hvor vi bliver klogere og hvor vi flytter os fra ord og ildsjæle til beslutninger og systemisk handling, slutter Bo Riisbjerg Thomsen.
Kom til Circular Build Forum
Datoer: 26. og 27. januar 2026.
Sted: Best Western ToRVEhallerne i Vejle
Se program og tilmelding på Molios hjemmeside
CBF Kort fortalt: Circular Build Forum er bygge- og anlægsbranchens fælles non-profit kongres om cirkulær økonomi i byggeri og anlæg. CBF har Molio som sekretariat og har til formål at styrke netværk, vidensdeling og erfaringsudveksling på tværs af hele værdikæden.
Læs flere artikler om indsatser der arbejder mod et mere bæredygtigt byggeri