<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
jorton_top

Fra overskudsjord til ressource på byggeplads i Aalborg

  • Byggeriets udvikling
  • Anlæg
  • Byggepladsen
  • Virksomhedsnyt
  • Landskab
  • Byggepladsservice og Udlejning
  • 2026-04-20
  • | Af Rebecca Rohde-Frisk

  • På et boligprojekt ved Fenris Allé har entreprenørvirksomheden Jorton gennemført et pilotprojekt, hvor overskudsjord blev renset og genanvendt direkte på byggepladsen. Erfaringerne peger på både klimamæssige gevinster og nye krav til planlægning, plads og arbejdsgange i anlægsprojekter.

    Da byggemodningen gik i gang på boligprojektet ved Fenris Allé i Aalborg, stod det hurtigt klart, at store dele af råjorden på grunden havde en kvalitet og sammensætning, der gjorde den egnet til genanvendelse. Det blev startskuddet til et pilotprojekt, hvor Jorton valgte at afprøve en mere cirkulær tilgang til jordhåndtering.

    – Vi kører ofte store mængder jord væk fra byggepladser og tilkøber nyt materiale bagefter. Her kunne vi se, at jorden havde en kvalitet, der gjorde det oplagt at forsøge at genanvende den i projektet, siger Maja Randrup, entrepriseleder hos Jorton.

    Initiativet udspringer blandt andet af virksomhedens arbejde med bæredygtighed og ressourceoptimering, hvor fokus i stigende grad er rettet mod transport, materialeforbrug og mulighederne for genanvendelse.

    – Da vi begyndte at grave derude, kunne vi se, at der lå rigtig god jord på grunden. Så tænkte vi, at nu var det en god anledning til at prøve det af i praksis, forklarer Ingerid Jovall, arbejdsmiljøkoordinator hos Jorton.

    Maja-Randrup-og-Ingerid-JovallMaja Randrup tv., Ingerid Jovall th.


    Sortering i kornfraktioner gjorde genanvendelse mulig

    På byggepladsen blev der etableret et mobilt sorteringsanlæg, hvor jorden blev sorteret i forskellige kornfraktioner. Den fineste fraktion, primært muldjord, blev genanvendt til terrænregulering og etablering af grønne arealer.

    – Vi lejede et sorteringsanlæg og kørte jorden igennem i tre fraktioner. Det gjorde det muligt at bruge en stor del af materialet til blandt andet opbygning af bede og landskabselementer, fortæller Maja.

    De grovere fraktioner med marksten blev blandt andet anvendt i opbygningen omkring regnvandsudløb og drænende lag. En del af de større sten blev desuden doneret til et lokalt naturgenopretningsprojekt i Limfjorden, hvor de indgår i etableringen af stenrev, der skal forbedre levevilkårene for fisk og bunddyr.

    – Vi fandt flere store sten under jordarbejdet, som viste sig at kunne bruges i arbejdet med at genskabe havmiljøet i Limfjorden. Det gav god mening for os at bidrage med materialer, der ellers blot ville være blevet kørt væk, siger Ingerid.

    Ud over genanvendelsen på selve byggepladsen blev en del af jorden desuden transporteret videre til et andet byggeprojekt med samme bygherre, hvor materialet kunne indgå som alternativ til nytilført muld. Normalt ville overskudsjord fra en byggeplads blive kørt til modtageanlæg eller grusgrave, hvorefter nyt materiale senere skulle transporteres ind igen. Ved at genanvende jorden direkte på byggepladsen kan både transport og ressourceforbrug reduceres.

    – Når vi kan undgå at transportere jorden frem og tilbage, giver det også en mærkbar reduktion i CO₂-udledningen, siger Ingerid.



    Erfaringer med logistik og arbejdsgange

    Pilotprojektet har samtidig givet nye erfaringer med de praktiske forudsætninger for onsite-sortering af jord.

    – Noget af det, vi virkelig har lært, er hvor stort et logistik- og pladsbehov der er. Der skal både være plads til jordbunker, sorteringsanlæg og de forskellige fraktioner, siger Maja.

    Løsningen kræver flere arbejdsgange end den traditionelle metode, hvor jorden blot læsses og køres bort. Ifølge Ingerid har det dog også haft en positiv effekt på medarbejdernes engagement.

    – Jo mere folkene på byggepladsen forstår, hvorfor vi gør tingene på en bestemt måde, jo mere ejerskab tager de også. Når medarbejderne kan se formålet med det, de laver, bliver de mere engagerede i arbejdet, forklarer Ingerid.

    Erfaringer kan inspirere fremtidige projekter

    Selvom det fortsat kan være vanskeligt at opgøre de præcise økonomiske og klimamæssige gevinster, ser projektteamet erfaringerne som et vigtigt skridt mod mere cirkulære byggeprocesser.

    – Det er ikke sikkert, at det er en rentabel løsning endnu. Men vi er nødt til at afprøve nye metoder i praksis for at opbygge erfaring og kunne udvikle mere bæredygtige løsninger, siger Maja.

    Erfaringerne fra projektet ved Fenris Allé kan derfor bidrage til, at flere anlægsprojekter fremover arbejder mere systematisk med genanvendelse af jord og materialer.

    – Vi har fået nogle erfaringer, som vi kan tage med videre til fremtidige projekter. Og det er i virkeligheden det vigtigste, afslutter Ingerid.
    Anbefalede artikler