8a426d2a-8804-432e-91f0-f8f2eee358e9

EuroSkills Herning 2025 sætter ny deltagerrekord

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2025-05-20
  • | Af Redaktionen
  • 597 faglærte talenter fra hele Europa deltager i EuroSkills Herning 2025. Det er det højeste antal i konkurrencens historie og har i år fokus på fællesskaber. 

    Når konkurrencen EuroSkills løber af stablen i Herning i september 2025, bliver det med historisk mange deltagere. Med 597 tilmeldte fagatleter sætter Danmark ny rekord i konkurrencens europæiske historie. Det rekordhøje deltagerantal bekræfter både den stigende interesse for faglige mesterskaber og det stærke samarbejde, som planlægningen af arrangementet har været præget af.

    Ifølge Christian Corlin, vicedirektør og COO for EuroSkills 2025, skyldes succesen et solidt samspil mellem danske og europæiske aktører:

    – At skabe det største EuroSkills nogensinde har ikke kunne lade sig gøre uden et stort engagement fra både skoler, organisationer, faglige udvalg, fonde og det danske erhvervsliv, fortæller Christian Corlin i en pressemeddelelse.


    Sammenhold på tværs af fag og lande

    En væsentlig prioritet i planlægningen har været at styrke fællesskabet blandt deltagerne. I den såkaldte Skills Village vil fagatleterne bo side om side, hvilket ifølge Henrik Kjeldsen, CEO for EuroSkills 2025, er en vigtig del af arrangementets identitet:

    - EuroSkills Herning 2025 er mere end ”bare” en konkurrencearena. Vi har et stort fokus på fællesskaber – især i Skills Village, der giver fagatleterne mulighed for at skabe fællesskaber på tværs af fag, nationalitet og køn, fortæller han.

    Det danske værtskab har i det hele taget haft fokus på at gentænke formatet for EuroSkills. Målet er at sætte nye standarder for fremtidige events, blandt andet gennem en tydeligere inddragelse af uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv.

    EuroSkills Herning 2025 ser ikke blot ud til at blive en milepæl i deltagerantal, men også et skridt i retning af at styrke det faglige fællesskab og øge anerkendelsen af erhvervsuddannelser i Europa.

    Udvikling i deltagerantal

    EuroSkills har over de seneste år oplevet en støt stigende interesse. De seneste konkurrencer viser en tydelig opadgående tendens:

    Herning 2025: 597 deltagere

    Gdańsk 2023: 576 deltagere

    Graz 2021: 369 deltagere

    Budapest 2018: 525 deltagere

    Gøteborg 2016: 500 deltagere

    Lille 2014: 450 deltagere

    Spa-Francorchamps 2012: 417 deltagere

    Lissabon 2010: 500 deltagere

    Rotterdam 2008: 420 deltagere

     

    Læs mere om udviklingen i byggeriets faguddannelser

    Anbefalede artikler