
Erhvervs-ph.d.’er ses ikke så ofte i entreprenørbranchen
Erhvervs Ph.D. giver værktøjer til bedre byggepladssamarbejde
I tre år har erhvervs-Ph.d. Stine Harboe Petersen fulgt håndværkere og byggeledere på Enemærke & Petersens byggepladser for at undersøge, hvad der er vigtigst for samarbejdet på byggepladsen – og projektets succes.
Peder Johansen, direktør for strategi og forretningsudvikling hos Enemærke & Petersen
Hos Enemærke & Petersen er forskning ikke bare noget, man læser en gang imellem – det er en fast byggesten i virksomhedens strategi. Gennem mere end seks år har entreprenøren haft forskere tilknyttet og den i rækken er Stine Harboe Petersen, som siden 2022 har arbejdet på et projekt, der undersøger byggepladskultur og samarbejdet hos medarbejdergrupper af håndværkere og byggeledere. Hendes erhvervs-Ph.d. gennemføres i samarbejde med Syddansk Universitet og med støtte fra Innovationsfonden. Direktør for strategi og forretningsudvikling hos entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen, Peder Johansen fortæller:
– Byggebranchen er i en stor udvikling, og derfor har vi brug for forskning, der går dybere ned i de grundvilkår, vi arbejder under. At have forskere i vores hverdag betyder, at vi får nye analytiske perspektiver og bliver mere udviklingsorienterede, siger Peder Johansen i en pressemeddelelse.
Ved at koble forskningsbaseret indsigt med praktisk erfaring, bliver virksomheden i stand til at handle strategisk på både kulturelle og organisatoriske udfordringer i byggeriet.
Forskningsresultater udvikler entreprenørvirksomheden
I sit projekt undersøger Stine Harboe Petersen, hvordan kultur og ledelse kommer til udtryk i det daglige arbejde på byggepladser.– Forskning i kultur i byggebranchen er et vigtigt emne, fordi det hjælper os med at forstå de menneskelige dynamikker, der former hverdagen på byggepladserne. Ved at skabe forståelse for kultur og samarbejde kan vi forbedre arbejdsmiljøer, styrke effektiviteten og bane vejen for en mere innovativ branche, siger forskeren.
Hun følger sjak og deltagere på tværs af byggeprojekter for at få indsigt i samarbejdet mellem håndværkere og byggeledere.
- God ledelse handler om at se menneskerne bag titlen. Nogle håndværkere motiveres af klare retningslinjer og struktur, mens andre trives bedst med frihed og ansvar. Hvis vi vil styrke samarbejdet og skabe en mere effektiv byggeplads, skal ledere kunne aflæse og håndtere de individuelle forskelle – i stedet for at lede alle ens, fortæller Stine Harboe Petersen.
Modsat den udbredte opfattelse af håndværkere som en ensartet gruppe, viser hendes forskning, at der er stor variation i både motivation og arbejdsstil. Individuel ledelse og mere modtager-rettet kommunikation er derfor nøglen til bedre samarbejde.
Stine Harboe Petersen er en af de nyeste forskere hos Enemærke & Petersen
Byggebranchen har brug for mere viden
Peder Johansen, direktør for strategi og forretningsudvikling, ser erhvervs-ph.d.-ordningen som et vigtigt redskab i virksomhedens fremadrettede strategi.
- Jo mere viden vi får ind, jo bedre kan vi ruste os til fremtiden. Vi stiller aldrig spørgsmålstegn ved, om forskningen kan bruges – det ved vi, at den kan, slutter Peder Johansen.