Dansk kloakvirksomhed opruster maskinpark med turbine gravesuger
Norva24 har netop udvidet maskinparken med Danmarks første gravesuger med turbineteknologi – en maskine, der øger både præcision, sugekraft og arbejdssikkerhed.
Kloakvirksomheden Norva24 Danmark har netop hentet en ny, specialdesignet gravesuger til landet – udviklet til at løse opgaver, hvor traditionelle gravemetoder kommer til kort
Kloakvirksomheden Norva24 Danmark har netop hentet en ny, specialdesignet gravesuger til landet – udviklet til at løse opgaver, hvor traditionelle gravemetoder kommer til kort.
Den nye gravesuger er indkøbt hos den franske producent Rivard og er den første af sin slags på dansk jord. Maskinen går under navnet Rivard EXVAC og kører med en såkaldt turbineteknologi. Den har desuden 0,4 bar i vakuum, hvor andre modeller på markedet kun har 0,3 bar i vakuum. Det udgør ifølge Daniel Hansen, driftsdirektør hos Norva24 Danmark, en meget betydelig forskel.
– At gå fra 0,3 til 0,4 bar i vakuum lyder måske ikke af så meget, men procentmæssigt er det et stort skridt. Helt konkret betyder det, at vi nu kan grave både hurtigt og ultrapræcist i hård jord – herunder lerjord. Selv i frossen jord og asfalt kommer maskine ikke i problemer, siger Daniel Hansen og uddyber:
– Præcisionen med den nye maskine er på niveau med de andre modeller, og den øgede kapacitet i form af det større vakuumbetyder, at den hårde jord ikke sætter sig fast i sugeslangen. Derved forsinkes processen ikke, da jorden nemt løsner sig, og maskinen kan fortsætte med sugeopgaven, siger han.
Mindre slid, færre skader, bedre arbejdsmiljø
De fjernstyrede gravemaskiner er designede til at arbejde i følsomme og svært tilgængelige områder, hvor de sikrer en præcision og sikkerhed, som ellers kan være svær at opnå. På de fleste opgaver kan to personer løse, hvad der normalt kræver en hel arbejdsstyrke – og det på få timer.– Gravesugeren fungerer ved at suge jorden op direkte fra overfladen. Ved behov kan vi tilkoble en luftlanse, som med højt tryk blæser luft ned i jorden og løsner hårdt materiale som sten, ler og kompakt jord. Det gør det muligt at undgå tidskrævende, manuelt gravearbejde – og samtidig reducerer vi risikoen for at beskadige kabler og pådrage os dyre reparationsomkostninger, forklarer Daniel Hansen.
Foruden en høj effektivitet er gravesugeren yderst skånsom for medarbejderne, lyder det fra driftsdirektøren.
– Når gravesugeren er i gang med arbejdet, skal vores medarbejdere ikke ned og grave med en håndskovl. Der er heller ikke behov for at køre materialet væk på en dumper, da den nye gravesuger suger materialet direkte op i kassen, hvorefter det sidetippes til en lastbil, der kører det væk. De to medarbejdere, der er på graveopgaven, skal udelukkende kontrollere det blæsespyd, der blæser og løsner jord samt håndtere fjernbetjeningen, der styrer gravesugeren, understreger han.
Flere gravesugere på vej
Ifølge Daniel Hansen er den nye gravesuger ikke en enlig svale.
– Vi kommer helt klart til at investere i flere af denne type gravesuger, i årene der kommer. Det skyldes, at vi ser et voksende marked for specialopgaver, hvor der skal graves hurtigt og præcist i hårde materialer, og hvor for arbejdsmiljø og arbejdssikkerhed fortsat er i højsædet, fortæller Daniel Hansen.
Med nyindkøbet er antallet af gravesugere oppe på seks hos Norva 24 Danmark. Samtlige modeller kan opsuge alle typer jord, sand og grus ned til 20 meter og med en afstand på op til 150 meter.
Om Norva24
Norva24 er den førende nordeuropæiske aktør i UIM-industrien målt på omsætning og tilbyder UIM-tjenester, såsom tømningstjenester, trykskyl og rørtjenester. Virksomheden har mere end 80 filialer i Norge, Tyskland, Sverige og Danmark med cirka 2.000 ansatte. På sine fire markeder har virksomheden gennemført mere end 50 opkøb siden 2015.
Læs flere artikler om udviklingen inden for de store entreprenørmaskiner