CNC-maskiner skal fremtidssikre vinduesproducent på Mors
KPK Døre og Vinduer har investeret i et nyt CNC-maskincenter, der automatiserer centrale processer. Investeringen skal sikre lokale arbejdspladser og fremtidig produktion i Danmark.
Hos den danske dør- og vinduesproducent KPK er et nyt CNC-maskincenter netop taget i brug. Investeringen skal effektivisere produktionen og sikre fortsat høj kvalitet og konkurrenceevne fra fabrikken på Mors, for dansk produktion er prioriteret.
Seks separate maskiner er nu blevet erstattet af to avancerede CNC-maskiner, der samler flere af de tidligere manuelle og tidskrævende bearbejdninger. Det nye set-up skal ikke blot forbedre arbejdsgangene, men også lette håndteringen af vindues- og dørelementer og sikre bedre flow i produktionen.
- Vi har investeret i to nye CNC-maskiner, der automatiserer arbejdsgange som udfræsning til noter, beslag og ventiler samt forboring af huller til beslag. Tidligere foregik bearbejdningerne både manuelt og på flere forskellige maskiner, men er nu samlet på et og samme sted, fortæller Michael Mejdal Nielsen, der er produktionschef hos KPK Vinduer og Døre, i en pressemeddelelse.
Lokal produktion i centrum
Investeringen er en del af KPK’s strategi om at fastholde produktionen i Danmark, hvor virksomheden i dag har ca. 250 medarbejdere. Ved at samle og automatisere centrale bearbejdningsprocesser håber virksomheden at styrke både kapacitet og kvalitet – og samtidig være en attraktiv arbejdsplads.
– Vi er stolte over fortsat at kunne investere i dansk produktion og støtte lokale arbejdspladser og vækst på Mors. CNC-maskincentret er en vigtig del af vores fremtidssikring, hvor vi følger den teknologiske udvikling og fortsat kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft samt tilbyde gode læringsmiljøer for både medarbejdere og elever, slutter Michael Mejdal Nielsen.
Indkøringen af det nye maskincenter er i gang, og flere opgaver flyttes gradvist over på de nye maskiner i den kommende tid.
Læs flere artikler om digitaliseringen af byggebranchen