Byggeri med respekt for de gamle elefanter
Elefantporten er i manges øjne Carlsberg Byens mest ikoniske byggeri, hvor elefanterne bærer meget af områdets historie på deres skuldre. Det var Årstiderne Arkitekter meget bevidste om, da de tegnede Lauras Hus. Deres mål var at skabe en bygning, der elegant gled ind i bybilledet og ikke overskyggede de ikoniske elefanter.
Carlsberg Byen er lige nu et stort samlingssted for spændende arkitektur, derfor kunne man tro at det for en arkitekt ville krible i fingrene for at tegne et vovet byggeri, der tiltrak sig opmærksomhed, og som kunne overskygge omgivelserne, som et symbol på arkitekterne og tegnestuens evner. Men hos Årstiderne Arkitekter havde man et helt andet mål. Man var bevidst om den historiske arv, man skrev sig ind i ved en byggegrund kun 10 meter fra den ikoniske Elefantport:
- Det ligger slet ikke i vores DNA at skabe noget unødigt ekstravagant. Vi stræber efter at skabe noget der er smukt og som arbejder sammen med sine omgivelser. Derfor var målet med Laura Hus at skabe en rolig og smuk kulisse for et befærdet område, der gav luft til de historiske omgivelser, fortæller Anders Lyhne, kreativ leder ved Årstiderne Arkitekter.
Laura Hus har i sin helhed et enkelt udtryk, men det er båret af en stor detaljerigdom. Facaden er bygget op af mørke rødbrune teglsten, hvoraf nogle af stenene er trukket frem, så der dannes et relief på de nederste fire meter af Laura Hus, som gør bygningen levende og udtryksfuld, på en underspillet måde.
- De sorte vinduer danner også par med sidepartier i en mørk, gylden aluminiumsplade, som giver et flot samspil mellem materialerne og bidrager til en større variation i facaden, hvilket i sidste ende har resulteret i en spændende bygning, der harmonerer med omgivelserne, samtidigt med at det i sig selv bidrager med noget nyt og anderledes til området, forklarer Anders Lyhne.
Et komplekst hus
Selvom Laura Hus er et relativt småt byggeri, skal man ikke underkende kompleksiteten af byggeriet:
- Det her projekt har været undervejs siden 2008 med flere interessante udfordringer undervejs, bl.a. ændrede funktionsbehov og en finanskrise i 2009. Byggeriet har fundet sted i en kommune, som har klare holdninger til æstetik, kvalitet og funktion og dermed en stærk medspiller i designfasen og samtidig skulle vi arbejde inden for en lokalplan, der stillede klare krav til bygningerne i området. Carlsberg Byen er en professionel bygherre, der tager opgaven om at omdanne et så unikt byområde meget seriøst og er deres ansvar bevidst. Desuden skulle bygningen kunne rumme både boliger, kontorer, café og showroom. Med alle disse elementer og interessenter kan man ikke uden videre forudse byggeriets gang, og man skal være villig til hele tiden at være omstillingsparat. Det har også betydet, at denne opgave har været mere solidt bemandet fra vores side end opgaver af denne størrelse typisk er, forklarer Anders Lyhne
Arkitekterne som mæglere
Selvom vejen til det færdige resultat var lang, så nåede alle parter i mål med et resultat, vi kan være stolte af, og samtidigt har alle parter, inklusiv os selv, lært meget af hele processen, afslutter Ander Lyhne.