<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
IBF_Betonror_uden_cement_04_1960

Belægningsindustrien er godt undervejs med mere klimavenlige betonløsninger

  • Materialer og Løsninger
  • Målbar bæredygtighed
  • Beton
  • 2023-06-26
  • | Af Tim Panduro
  • Betonbranchen er i fuld gang med at finde forskellige veje til at reducere klimaaftrykket i belægningsprodukter.

    Hvis cementindustrien var et land, ville det være verdens tredje største udleder af CO2.

    Derfor er det brugen af cement i betonfremstilling en af de vigtigste knapper at skrue på, når klimabelastningen fra byggeindustrien skal reduceres. Og især betonbelægninger kan være en god prøvebane, når forskellige metoder skal bringes på bane.


    Det fortæller Dorthe Mathiesen, der er chef i Dansk Beton.

    IBF_Betonror_uden_cement_03_1600


    - Selv om beton er mange ting, er belægningsindustrien et rigtigt godt sted at starte, når der skal findes alternative løsninger. Man får nogle erfaringer, selv om der betonteknologisk er meget stor forskel på belægninger og elementer til byggeri. Så det kræver et stort dokumentationsarbejde at tage erfaringerne med fra et produkt til et andet, siger Dorthe Mathiesen.

    - Det er et paradoks i den grønne omstilling. På den ene side skal det gå stærkt, på den anden side er der så store værdier bundet i både byggeri og infrastruktur, at vi skal være på den helt sikre side, inden vi introducerer nye produkter i større skala.

    Rundt omkring i branchen arbejdes der intenst på nye produkter –  cementindustrien arbejder på at reducere sit CO2-aftryk, mens betonproducenter arbejder med andre bindere end cement i belægnings- og rørprodukter.

    - De første produkter er på markedet, og vi er begyndt at samle erfaringer med, hvordan de performer over en længere periode, siger hun og kommer med et bud på fremtiden.

    - Vi kommer til at have en stor værktøjskasse at arbejde med. Men vi arbejder også med hånden på kogepladen i forhold til fremtidens klimakrav.

     

    IBF_Betonror_uden_cement_02_600

    Mange veje

    Betonvirksomheden IBF er blandt de, der arbejder på at udvide værktøjskassen.

    - Cement udgør mellem 80 og 90 procent af CO2-belastningen fra vore produkter, siger Esben Mølgaard, der er produktchef hos IBF.


    - Derfor har vi blandt andet indgået et samarbejde med det finske firma Betolar, der bruger aktiverede højovnsslagger fra stålindustrien som binder i stedet for cement. Resultatet ligner beton og har samme egenskaber, siger han.

    Materialet er allerede brugt til et rørsystem til Aarhus Vand, og IBF introducerer snart belægningssten efter næsten samme princip – dog med tilsætning af en smule traditionel cement.

    Men virksomheden arbejder i flere spor – blandt andet med en mindre klimabelastende cement.

    - Aalborg Portland har bragt en ny cement på markedet, der indeholder ler og kalk og har et betydeligt lavere CO2-aftryk. Det er også en del af løsningen, for det er nødvendigt at spille på rigtigt mange heste, fordi beton er så mange ting, siger Esben Mølgaard, der ser mange mulige løsninger.

    - Universiteter og virksomheder arbejder tæt sammen om at finde løsninger. Cement med lavere klimaaftryk, geopolymersystemer, der erstatter cement og muligheden for at omdanne CO2 til sten eller udnytte aske fra forbrænding eller spildevandsslam kan alt sammen bidrage til et reduceret klimaaftryk, siger han.

    For beton og betonlignende produkter kan man ikke komme uden om i byggeindustrien.

    - Beton er et udskældt materiale, men det har også en levetid på over 100 år, og det skal man huske, når man kigger på CO2-aftryk. Samtidig er der i mange tilfælde ikke alternativer til beton. Man laver jo ikke en vandtæt kælder eller en Femernforbindelse i for eksempel træ.

    Anbefalede artikler