Bagatelgrænse for løfteregler, tak!
Danske Malermestre har igennem mange år fulgt arbejdsmiljølovgivningen tæt, når det gælder løft og bæring for malerne. Der bør nemlig være en bagatelgrænse for reglerne for løft og bæring, der er realistisk i malernes hverdag. Det har netop været fremme i medierne, at en malermester ikke må løfte sin egen stige.
Indlæg af direktør Ole Draborg, Danske Malermestre
Her har Flemming Munck fra Malerfirma Peter Munck & Søn med rette fremturet over, at han ifølge arbejdsmiljølovgivningen skal bøvle med en 15 kilo tung trappeløfter, hvis han skal bære en spand over seks kilo. Ligesom stiger, maling, støvsuger og gulvdækning til en lejlighedsrenovering også alt vejer over seks kilo. Derfor skal han skille alt ad og derefter bære det op.
Vi tager derfor med kyshånd imod beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens invitation til at rydde op i junglen af komplekse, uklare og uforståelige arbejdsmiljøregler. De mere enkle regler er også i fokus i Arbejdstilsynet, der gerne vil have ryddet op i de mange interne procedurer og krav, der stilles til deres medarbejdere. Målet er, at knap hver 3. interne instruks skal skæres væk, så de tilsynsførende kan bruge tiden og kræfterne på bedst muligt at fremme et godt arbejdsmiljø på virksomhederne. Troels Lund Poulsen inviterer borgere, virksomheder og organisationer til at komme med forslag til, hvordan reglerne kan forbedres.
Her har vi i Danske Malermestre et forslag, som vi flere gange har været fremme med – og som Flemming Munck også foreslår ministeren – skal der være en bagatelgrænse for, hvornår reglerne skal overholdes. Flemming Munck mener, at det skal være tilladt at bøje reglerne et par gange om dagen, hvor der kan løftes 10 kilo eller mere. For der må jo godt løftes seks kilo mange gange om dagen.
Det principielle udgangspunkt er i dag, at en maler ikke må bære en 10-liter spand op på 2. sal. Det er klart, at malerne ikke må gøre det en hel arbejdsdag. Men skal der males lofter hos Fru Jensen på 2. eller 4. sal er det jo grotesk, at der skal gang i trappehejs eller trappeløfter. Det er en urealistisk tanke. Her skal maleren selvfølgelig have lov til at bære en 10-liter spand op til Fru Jensen et par gange om dagen. Skal en hel etage af lejligheder renoveres er det en anden sag, fordi der så vil være mange byggematerialer og maling, der skal bæres op.
Malermestre rundt i landet oplever en noget mere hidsig fortolkning af arbejdsmiljøreglerne fra Arbejdstilsynets end andre steder. Derfor ser vi gerne, at arbejdsmiljøreglerne og vejledningerne er så enkle og præcise, at der er lige vilkår for alle i malerfaget – uanset, hvor de bor.
Af flere omgange har Danske Malermestre foreslået, at der skal laves en pædagogisk og visuel manual på Arbejdstilsynets hjemmeside også for bæring, som der er det for løft. Her kan en maler taste ind, hvor mange timer de løfter, hvor mange spande, det drejer sig om – og hvor meget den slags arbejde fylder på en arbejdsuge. Og vupti får de et svar på om det er indenfor reglerne. Det redskab findes ikke for bæring. Vi ved, at reglerne er, at du maksimalt må bære en byrde på 6-12 kilo 20 meter, hvorefter du skal holde en behørig pause. Har du en 10-liter malerspand, der vejer 12 kilo, der skal op på 2. sal, så tæller hvert trappetrin for én meter. Og der er 11-13 skridt pr. etage. Det er svært at efterleve kun at gå 20 meter med en spand, hvis man skal nå op på 2. eller 4. sal – og derfor er der brug for en bagatelgrænse i vejledningsmaterialet til lovgivningen. Malermestrene kan ikke få medarbejderne til at forstå så ulogiske regler, og så efterleves reglerne ikke i dagligdagen. Skal de lade spanden stå midt på et trappetrin mellem to etager, mens de holder en pause?
Vi har også tidligere foreslået malerspande uden hanke, fordi det vil være mere naturligt at bære spanden inde på maven med armene tæt på kroppen, som arbejdsmiljølovgivningen kræver. Vi arbejder stadig på en udformning af spanden, så den naturligt matcher lovkravene.
Danske Malermestre synes også det er værd at diskutere om det er mere arbejdsmiljømæssigt forsvarligt at gå to gange op og ned af trapperne med mindre spande for ikke at overstige seks-kilo-reglen, når det fordobler risikoen for snuble og faldskader.
Vi ser fortrøstningsfuldt frem til Beskæftigelsesministeriets forenklinger i arbejdsmiljøjunglen. Der er deadline 1. juni og vi bakker op om kampagnen med adskillige forslag til forenklinger, der er til at forstå for malermestrene og svendene i virkeligheden.