<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
exigo_1920

10 år senere: Innovation i højsædet og kontinuerlig vækst

  • Byggeriets udvikling
  • IT og ny teknologi
  • 2021-01-08
  • Kristian Birch Pedersen valgte for præcis 10 år siden at starte Exigo. I denne nytårshilsen ser han tilbage på årene, der er gået og ambitionerne om at skabe en bedre og sundere byggeproces.

    Indlæg af Kristian Birch Pedersen, CEO & Indehaver af Exigo, M.Sc. (CivEng), Master of IT, PhD

     

    Ved udgangen af 2010 valgte jeg at opsige mit gode sikre job, og forfølge min drøm om at forandre byggebranchen. Jeg havde været involveret som konstruktionsingeniør i store byggeprojekter, hvor tidsplanerne skred med flere år, byggerierne blev 2-3 gange dyrere end bygherre havde regnet med og mine kolleger gik ned med stres. Det ville jeg lave om på.


    Kristian Birch Pedersen foto 1Kristian Birch Pedersen


    Jeg ville være førende

    Jeg satte mig for at gå forrest i digitaliseringen af byggebranchen og så tidligt muligheder for at skabe fuld transparens i styringsprocesserne og minimere tidsforbruget i både projektering og udførelse ved at koble digitale bygningsmodeller (BIM) med tid- og økonomistyring (4D+ 5D).

     

    Nu sidder jeg og reflekterer lidt over de sidste 10 år, og kan se at det jeg havde i min vildeste drøm til fulde er blevet til virkelighed. Det har ikke været den slags iværksætterhistorier, I kan se i løvens hule torsdag aften i bedste sendetid. Vi har ikke haft en rig sponsor i ryggen, men har klaret det selv hele vejen, uden lån og kassekredit. Det startede hjemme i stuen 2. januar 2011, hvor min hustru og jeg overførte opsparingen til firmakontoen, købte en computer, en telefon også var jeg i gang. Vi ejer fortsat virksomheden sammen, og de strategiske beslutninger bliver taget ved spisebordet, når børnene sover. Vi vokser måske ikke så hurtigt, som kendisserne på TV, til gengengæld har vi en super sund virksomhed, hvor fokus er på de langsigtede løsninger snarere end kortsigtet afkast til aktionærerne.

     

     

    10 år med vokseværk og udvikling

    Vi er vokset hvert år, lige med undtagelse af i 2020, hvor coronaen har drillet lidt, og er nu 18 fastansatte medarbejdere samt en håndfuld studentermedhjælpere og praktikanter. Innovation og det at være førende inden for vores felt, har hele tiden været i højsædet, og her ved 10-års jubilæet har jeg kigget tilbage på nogle af de markante milepæle.

     

    I 2011 var vi de første i Danmark til at tilbyde IKT-ledelse og uafhængig kollisionskontrol, som en selvstændig rådgivningsydelse. Siden da har vi været involveret i langt over 100 projekter, og det er stadig en kerneydelse i dag.

     

    I 2012 var vi de første i Danmark som lykkedes med at implementere 4D+5D på et hospitalsbyggeri til brug for byggestyring. Dette var vores første fuldskala pilotprojekt.

     

    Samme år begyndte vi udbredelsen af lokations-baseret planlægning i Danmark, og det har udviklet sig til at være den mest succesfulde metode til datadrevet tidsplanlægning på byggeprojekter, og vi har i dag mere end 80 kunder kørende med metoden.

     

    Det er også I 2012, at vi udvider første gang og ansætter de første medarbejdere på fuld tid, som i øvrigt stadig er med.

     

    I 2013 udviklede vi første udgave af kvalitetssikringsappen IssMan, som vi fik 12.000 brugere på og senere frasolgte for at fokusere på andre innovationsprojekter.

     

    I 2014 introducerede vi lokations-baseret risikoanalyse af tidsplaner på byggeprojekter, det er stadig en af vores spidskompetencer, som vi nu også har erfaring med at implementere i andre brancher såsom til opsætning af vindmøller og offshore platforme.

     

    I 2015 startede vi den største og i Danmark mest ambitiøse fuldskala implementering af 4D+5D lokations-baseret tid- og økonomistyring på et 170.000 m2 hospitalsbyggeri. Løsningen sikrer stadig i dag kunden fuld transparens i fremdriften og de enkelte fagentreprenørers økonomi på projektet.

     

    I 2016 modellerer vi en kompleks fabrik på over 100.000 m2 i 3D på under 7 måneder. Vi anvender vores Coordination Resolution metode til at konvertere et traditionelt 2D hovedprojekt til et koordineret 3D-projekt projekt inden udførelsen skal starte samt leverer fuld mængdeudtræk til brug for kontrahering mellem bygherren og hovedentreprenøren.

     

    I 2017 lykkedes vi som de første i verden at kombinere Business Intelligence (BI) med 5D til brug for lokations-baseret tid- og økonomistyring.

     

    I 2018 automatiserer vi vores BIM-evalueringer og kollisionskontroller, så analyser der på store projekter tidligere tog 2-3 uger for os at udføre nu kan gøres på 1-3 dage, og så med langt større præcision og bedre interaktive Dashboards til afrapportering.

     

    I 2019 mander vi for alvor op med in-house softwareudvikling og frigiver første version af vores cloud-platform Exicute til brug for deling af tidsplaner på byggepladsen, lokations-baseret App til staderegistrering, økonomistyring og BI til ledelsesrapportering.

     

    I 2020 får vi vores første store opgave i udlandet, hvor vi skal hjælpe et nyt hospital på Island med implementering af lokations-baseret planlægning og Exicute til styring af tid, økonomi og risici på det meget store projekt.

     

    2020 er også året hvor corona-krisen kradser, og man skal som Churchill sagde ikke lade en god krise gå til spilde, så vi vælger at sætte yderligere fokus på udvikling af egne softwareløsninger, og henter 1,7 mio. DKK i støtte hos Innovationsfonden. Jeg kan ikke helt løfte sløret for hvad vi går og udvikler på til frigivelse i 2021 – men kan allerede nu se, at det bliver fedt.

     

    I 2020 slutter vi året med at vinde den 6. Børsen Gazelle pris i træk, som én af blot ca. 30 virksomheder i Danmark, der har opnået det i 2020.

     

    Vores værdier er de samme

    Vores grundlæggende værdier om at være innovative, skabe målbare resultater for vores kunder, og altid levere kvalitet baseret på såvel teoretisk som praktisk viden er ikke ændret i alle årene – og holder nok også de næste 10 år.

     

    Til alle jer, som har fulgt mig gennem årene, som kunder samarbejdspartnere, medarbejdere, venner og ikke mindst familien, vil jeg gerne sige tak. Det har været helt fantastisk med den opbakning jeg har fået så mange steder. Særligt fra min hustru, Lisbeth, som er den som har slæbt hårdest, ved foruden at passe mig og vores to børn, være i bestyrelsen i Exigo, også har sit eget krævende fuldtidsjob som business analyst i en førende softwarevirksomhed i vandbranchen.

    Anbefalede artikler