<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Annonce

Styrkefuger sikrer Miljøet og Touren– og holder omkostningerne nede

  • Gulve, Vægge og Lofter
  • Materialer og Løsninger
  • 2019-06-24
  • | Af Frank Ulstrup

    Over hele landet erstatter vandgennemtrængelige styrkefuger de traditionelle stenmelsfuger i bro- og chaussestensbelægninger. Det er godt for både miljø, cykelryttere og damer i højhælede sko, lyder det fra producenten Lithomex A/S.

    Salgschef i Lithomex A/S, Peter Post, har engang overværet tømningen af en af de feje/sugemaskiner, der holder vores gader og stræder pæne og rene. Det var en oplevelse, der bekræftede en grim mistanke.


    For 80 % af det, maskinen havde suget op, var stenmel – altså det mel, der skal stabilisere både brosten og chaussesten og gøre dem til sikre underlag at færdes- og køre på.


    - Det er et fænomen, man ser over hele landet, hvor fugerne mellem stenene til sidste helt forsvinder. Så sker der det, at stenene vælter og dermed gør mellemrummet endnu større. Resultatet er, at hverken kvinder i højhælede sko, ældre med stok eller rollatorer og kørestolsbrugere kan komme frem, siger Peter Post.


    Virksomheden, der er beliggende i midtjyske Brædstrup, fremstiller produkter til byggeindustrien – i særdeleshed specialfuger og styrkefuger. Det er derfor heller ikke helt tilfældigt, at salgschefen interesserede sig for, hvad sugemaskinen havde fundet på sin vej.


    - Det bekræftede det problem, som flere og flere af landets kommuner nu ser i øjnene, nemlig at stenmel og sugemaskiner ikke er nogen god kombination. Og problemstillingen bliver endnu mere aktuel i takt med, at der etableres flere og flere byrum med stenbelægninger, siger han.




    Tjent hjem på tre – fire år

    Af samme grund har Peter Post og resten af kollegerne i Lithomex A/S fået særdeles travlt, siden de for fem – seks år siden som eneste producent i Danmark lancerede de såkaldte styrkefuger.


    Fugematerialet er sammensat af korn i forskellige størrelser samt et stærkt bindemiddel. De kan derfor modstå den mekaniske rensning og tung trafik, og er i modsætning til de betonfuger - som bruges visse steder - vandgennemtrængelige.


    Dermed opstår der ikke problemer med hverken oversvømmelser eller med blanding af overfladevand og spildevand i kloakkerne.


    Og ukrudt er heller ikke noget problem, siger Peter Post og peger på de ofte store omkostninger i forbindelse med vedligehold:


    - En dansk kommune har regnet på vedligeholdelsesomkostningerne for stenbelægninger i helleanlæg. Man nåede frem til, at alene ukrudtsbekæmpelsen i stenmelsfuger i form af sprøjtning eller afbrænding koster omkring 60 kr. pr. m2 om året. I vores fuger kan ukrudtet derimod ikke slå rod, og investeringen er dermed tjent hjem i løbet tre – fire år. Så ud over at helleanlæggene er flotte og ukrudtsfri hele året, er det selvfølgelig også en årsag til den interesse, vi oplever.

     

    Stærke fuger til Touren

    Og at der er stor opmærksomhed omkring styrkefugerne, er ikke for meget sagt. Lithomex har bl.a. sikret belægningerne på Bryggerens Plads i Carlsbergbyen og på Kongen Nytorv, ligesom man har sat sit fingeraftryk på Torvet i Silkeborg, Gågaden i Horsens og ved letbanebyggeriet i Odense.


    Dertil kommer, at begivenheder i sportens verden er begyndt at bidrage til travlheden hos Lithomex.


    Det drejer sig selvfølgelig om Tour de France, som i 2020 ruller gennem en række danske byer.


    - Det handler jo om, at smalle cykelhjul og tomme fuger mellem bro- og chaussesten er en meget uheldig kombination. Det er simpelthen for farligt at køre på, så derfor har man i byer som Vejle, Sønderborg, Roskilde og Nyborg taget beslutningen om at udskifte de gamle fuger med faste styrkefuger. Det er både vi og rytterne selvfølgelig meget glade for, men borgerne får jo også et helt nyt og miljøvenligt byrum uden ukrudt, og hvor stenene ligger flot og stabilt, lyder det.

     



    Æstetik i fokus

    I forlængelse af det fortæller Peter Post, at æstetikken spiller en større og større rolle ude i kommunerne. Vi stiller generelt højere krav om smukke omgivelser ikke mindst, når det kommer til byrummet.

     

    - Stenmel er jo knust granit, som kun fås i farven grå. Vi tilbyder derimod et væld af forskellige farver og kombinationsmuligheder, så man kan skabe et helt unikt udtryk. Den mulighed er der flere og flere arkitekter – og faktisk også private, der er ved at få øjnene op for.

    Æstetikken er da også noget af det, som Peter Post og kollegerne vil give en smagsprøve på, når de deltager i Have & Landskab’19 fra 28. til 30. august. Besøgende kan se frem til masser af demo-belægninger med forskellige farver og strukturer i fugerne, lover han.

     

    Fakta:

     

    • Virksomhedens speciale er belægningsfuger til ethvert behov, samt koldasfalt til reparation og revneforsegling af asfaltbelægninger

     

    • Udover salget i Danmark til private og erhverv, eksporterer virksomheden til store dele af Europa

     

     

    Anbefalede artikler