MegaTower ansætter Jesper Lisberg som salgschef til det danske marked
Den danskejede internationale virksomhed, MegaTower, opruster indsatsen på det danske marked med Jesper Lisbjerg som ny salgschef. Han har blandt andet en fortid hos Davidsen og Stark.
Jesper Lisberg tiltræder derfor som ny salgschef i Megatower DK ApS med henblik på at sælge arbejdsplatforme målrettet byggeindustrien i Danmark. Jesper har en fortid i trælastbranchen, hvor han gennem de sidste 7 år har været ekstern kørende sælger - senest hos Davidsen og tidligere hos Optimera og Stark.
- MegaTower er en innovativ virksomhed med et godt produkt, hvor fokus er på sikkerhed, dansk design og kvalitet. Jeg har på egen hånd oplevet, hvordan virksomheder betaler dyre domme for at leje arbejdsplatforme hos udlejningsvirksomheder i dag. Med vores leasingmodel gør vi det nemt og overskueligt for kunderne at eje deres egen arbejdsplatform i stedet for at leje. Vi tilbyder et produkt af højeste kvalitet hvor sikkerheden er i førersædet. Vores arbejdsplatforme kan komme helt op til 150 meter i højden og har som standard for vores enkeltmaster en længde på 10 meter. Der er et stort potentiale og eksistensberettigelse for vores produkter på det danske marked. Jeg ser derfor frem til at komme ud og møde virksomhederne og i samarbejde skabe de bedste løsninger for dem, udtaler Jesper Lisberg.
MegaTower bygger på dansk ingeniørviden og førende know-how indenfor platformsindustrien til at skabe fremtidens arbejdsplatforme, som med succes matcher alle krav uden at gå på kompromis med sikkerheden, kvaliteten eller holdbarheden.
I 2018 erhvervede virksomheden en af de førende selskaber indenfor arbejdshøjde-løsninger, Cenkamak Ltd, for at styrke deres deres udviklings- og produktionsfaciliteter som led i den fremadrettede strategi. I mere end 14 år har Cenkamak Ltd. leveret lodrette adgangsløsninger som arbejdsplatforme, person- og materialehejse samt industriløftere til mere end 125 kunder i Syd- og Østeuropa og Asien. I dag har virksomheden ca. 65 ansatte og driver en velinvesteret produktionsfacilitet i Tyrkiet, som også er et center for ekspertise indenfor løsninger til byggeindustrien.