lsm: steel construction finder styrke i det tætte samarbejde med bygherrerne
Hos lsm: steel construction er der stærkt fokus på at løse opgaverne i tæt samarbejde med bygherrer og arkitekter – det giver mulighed for de bedste løsninger, viser blandt andet et nyligt lejlighedsprojekt
Selv for en erfaren og fleksibel smedevirksomhed som lsm: steel construction var det en opgave lidt ud over det sædvanlige, da løgstørvirksomheden blev inviteret til at være underleverandør på et større lejlighedsbyggeri.
lsm: steel construction skulle levere altaner og værn til svalegange og tagterrasser til de ny lejligheder. Det er en opgave, der er hjertet i virksomhedens arbejdsområde med at levere bygningsstål – men rammen var anderledes end ved almindelige byggerier. Lejlighederne er nemlig opført oven på en bygning, der huser et stort byggemarked.
Normalt monterer lsm: steel construction Altan konsollerne, inden der mures op, og til slut sættes altanerne på. Men det var ikke muligt denne gang.
– Når man skal arbejde oven på en eksisterende butik, der er 15-20 meter høj, kan man ikke komme til med en lift. Så murerarbejdet og monteringen kunne ikke udføres til sidst, siger Dennis Rasmussen, der er direktør i lsm: steel construction og ejer virksomheden sammen med Kenneth Søvang.
Virksomheden kom med tidligt i projekteringsfasen sammen med fabrikken, der leverede elementerne til byggeriet. Løsningen blev, at altankonsollerne blev støbt ind i elementerne allerede før de kom op, så alt var på plads, når lejlighedskomplekset blev bygget.
Dennis Rasmussen er godt tilfreds med løsningen.
– Det gik godt. Vi overholdt alle tidsplaner, og vi havde et godt samarbejde om løsningerne, siger han.
Tidligt med
Netop samarbejdet er vigtigt – og en af årsagerne til, at lsm: steel construction er i vækst, mener direktøren.– Vi er glade for at komme med tidligt i projekterne, og vi har et godt samarbejde med både arkitekter og ingeniører på projekterne. Når vi modtager det første materiale, er projekterne som regel beskrevet i lidt mere grove vendinger, og ud fra det skal vi tegne og konstruere, så det overholder ingeniørens krav til belastningsevne og arkitektens ønsker til udseende, siger han.
lsm: steel construction har gennem årene udviklet sig fra at være en generel smedevirksomhed og til at fokusere på stål til byggeri.
– 80-90 procent af vores opgaver består af at lave trapper, altaner, gelændere, søjler og bjælker til specielt boligbyggeri, fortæller direktøren.
– Vi er 100 procent underleverandør, og vi har flere faste samarbejdspartnere, samtidig med at nye kommer til. Lige nu har vi 16 ansatte, og alt tyder på, at vi får en rimeligt stor vækst i 2022.
Væksten er til trods for, at branchen er præget af mange aktører – og at nogle af dem er større end Løgstørvirksomheden. Dennis Rasmussen har et bud på, hvordan lsm: steel construction har sikret sig sin position på markedet.
– Vi lever af vores fleksibilitet. Vi håndterer både enkeltstyksordre, færdige modulløsninger, der monteres hos kunderne eller færdige produkter, der kan lægges på lager.Vi er gode til at tilpasse os kundens ønsker. Allerede i projekteringsfasen er vi med til at rådgive om, hvordan tingene kan laves, og vi deltager gerne både i projektering, konstruktion, produktion og montage.
Færøerne og Sverige
Kundekredsen findes hovedsageligt i Danmark, men blikket bliver også af og til vendt ud over landegrænsen.– Vi har haft leverancer til Sverige, og lige nu regner vi på en forespørgsel til et boligbyggeri i Torshavn på Færøerne. Når lejligheden byder sig, arbejder vi gerne uden for Danmark, siger Dennis Rasmussen.