Lindab køber Muncholm A/S
Lindab udvider sin forretning i Danmark med købet af blikkenslagergrossisten Muncholm A/S. Med opkøbet ser Lindab frem til knytte tættere relationer til blikkenslagere og arkitekter.
Muncholm forarbejder stål, zink, kobber og aluminium og tilbyder løsninger til tage og facader. Virksomheden er førende inden for aluminiumsfacader og selvbærende tage. De har også et omfattende udvalg af maskiner og værktøj. De er kendt for deres høje serviceniveau, og for at tilbyde support i form af byggerådgivning og tegninger.
I Danmark tilbyder Lindab ventilationsprodukter og byggekomponenter. Byggekomponenterne sælges i dag gennem forhandlere og ikke direkte til blikkenslagere, hvilket adskiller sig fra andre markeder i Lindab Group. Med opkøbet af Muncholm får Lindab Profil adgang til at etablerede relationer til blikkenslagere og arkitekter i Danmark. Derudover tilbyder Muncholm produkter af høj kvalitet, der passer godt ind i Lindabs produktsortiment.
- Vi er meget glade for at byde Muncholm velkommen til vores danske forretning, siger Mette Brøndum, Region Manager West Europe for Lindab:
- Muncholm er en meget veldrevet virksomhed, der forstår at opbygge langsigtede kunderelationer. Derudover har de produkter af høj kvalitet, som supplerer vores produktsortiment godt. Vi er også meget glade for, at Lars Nørskov Pedersen, medejer og administrerende direktør, samt Søren Klausen, medejer og salgschef for blikkenslagere, fortsætter i virksomheden.
Lars Nørskov Pedersen, administrerende direktør og medejer af Muncholm siger:
- Vi ser frem til at blive en del af Lindab, som forstår vores forretning og værdsætter den kvalitet og det serviceniveau, vi tilbyder. Muncholm vil kunne drage nytte af Lindabs erfaring fra lignende aktiviteter i Sverige og Norge, hvilket giver os mulighed for at betjene vores kunder endnu bedre.
Muncholm A/S blev grundlagt i 1979 og er beliggende i Hadsten nord for Aarhus. Muncholm har en årlig omsætning på cirka 175 millioner DKK og 20 ansatte. Selskabets overskudsgrad er på niveau med Lindabs overskudsgrad.
Købet er betinget af godkendelse fra de danske konkurrencemyndigheder. Hvis godkendelsen opnås, forventes transaktionen gennemført i løbet af andet halvår af 2022.