Byggeareal hæves med 85.000 m³ genbrugsjord
Entreprenørkæmpen Arkil byggemodner nyt miljøcenter ved Aalborg Havn ved at indbygge ren overskudsjord sejlet derop fra Sjælland - fremfor at tage råstoffer fra grusgrave.
Tæt ved Port of Aalborg er entreprenørvirksomheden Arkil i gang med at byggemodne et cirka fem hektar stort areal til et nyt miljøcenter for Marius Pedersen. Terrænet skal hæves med i gennemsnit 2,5 meter, hvilket kræver omkring 85.000 kubikmeter jord. I stedet for at hente nye råstoffer fra nordjyske grusgrave har entreprenøren valgt at indbygge ren overskudsjord, som sejles til Aalborg fra Sjælland.
Samarbejde om overskudsjord
Løsningen er udviklet i samarbejde med Blue Phoenix Danmark, tidligere RGS, der er en af landets største jordmodtagere.
- Det viste sig, at de ligger inde med så store mængder ren overskudsjord – særligt i hovedstadsområdet – at det kunne dække vores behov, fortæller projektleder Flemming Holm fra Arkil i en pressemeddelelse.
Når Blue Phoenix modtager jord, analyseres den som minimum for hver 30 ton, før den kan klassificeres som ren. Oprindelseskommunen orienteres, og modtagerkommunen behandler jordflytningen, inden materialet kan genanvendes i nye projekter.
En del af jorden stammer fra Blue Phoenix’ plads ved Aalborg Havn, men hovedparten sejles ind fra København og Køge.
Skibstransport og stram logistik
I mere end to måneder sejler skibene ”Rebecca” og ”Rix Atlantic” i pendulfart mellem Sjælland og Aalborg. To til tre gange om ugen anløber et skib havnen med cirka 5.000 ton jord pr. ladning.
Fra kajen transporteres jorden videre til byggepladsen få kilometer væk. Fem sættevogne kører i pendulfart med op til 38 ton pr. læs. Hver skibsladning svarer til omkring 130 vognlæs.
På pladsen fordeles jorden løbende i faste tipzoner, hvor bulldozere straks indbygger materialet.
- Logistik og koordinering er afgørende her. For hvis vi ikke er klar til at tage imod det næste læs jord, når det kommer med lastbilen, opstår der hurtigt en flaskehals, siger Flemming Holm. Han peger samtidig på, at kontinuitet i produktionen er nødvendig, også i vinterperioder.
- Hvis vi afbestiller et skib, kan vi ikke være sikre på at få et nyt skib før ni arbejdsdage senere. Derfor kan det hurtigt blive til store forsinkelser, hvis ikke vi opretholder produktionen.
Slagger som bundsikring
Når terrænet har sat sig, fortsætter projektet med ledningsarbejder og etablering af regnvandsbassin. Regnvandet skal blandt andet genanvendes til vask af lastbiler på det kommende miljøcenter.
Bygherren har desuden stillet krav om, at bundsikringen udføres med slagger frem for traditionelle grusgravsmaterialer.
- Vi er jo en virksomhed, som ser affald som en værdifuld ressource. Derfor kigger vi også ind i mulighederne for at genbruge, når vi selv etablerer noget nyt, siger regionschef Thomas Juulsgaard Sørensen fra Marius Pedersen.
Indbygning af slagger som erstatning for primære råstoffer stiller særlige krav til dokumentation og udførelse og bliver en central del af den videre byggemodning.
Fakta om byggemodning af miljøcenter ved Aalborg Havn
Bygherre: Marius Pedersen
Rådgiver: Artelia
Entreprenør: Arkil
Periode: Efterår 2025 – forår 2027
Omfang:
- Ca. 5 ha terræn hæves 2,5 meter med genbrugsjord, sand og slagger – heraf ca. 85.000 m³ jord
- Etablering af 5.000 m² regnvandsbassin
- Ledningsarbejder til spildevand, drikkevand, el og belysning
- Asfaltering af pladsarealer
Læs flere artikler om landskabsarbejde og løsninger