<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
SELVE MUB2022 - onsdag (3)

Maskiner under Broen lægger op til et brag af en udstilling

  • Byggepladsen
  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • 2024-03-24
  • Alle stande er allerede fyldt op af maskinproducenter og -leverandører. Den årlige maskinmesse Maskiner under Broen er blevet et populært sted at få sparring og overblik, inden man køber ind til maskinparken.

    Udstillerne er strømmet til Maskiner under Broen i hidtil uset omfang, og det er derfor med et allerede fyldt udstillingsområde, at Maskiner under Broen i dag åbner for de gratis billetter til Danmarks mest centrale, grønne maskinmesse den 28. og 29. august 2024.

    Hos arrangøren Maskinleverandørerne – park, vej og anlæg er branchedirektør Klaus Nissen glad for opbakningen, men samtidig er han ikke overrasket over den store interesse fra landets maskinproducenter og -leverandører.

    - Det viser heldigvis, at vores koncept holder vand, og samtidig at Danmark har manglet en grøn maskinmesse midt i landet. Vi er kommet ud over forsøgsstadiet, og de professionelle ved, at vi kan tilbyde en solid messeoplevelse med god logistik og optimale omgivelser. Det tror jeg, at både udstillere og de besøgende, som nu kan begynde at hente deres gratis billetter, vil sætte stor pris på, siger Klaus Nissen.

    Han er heller ikke i tvivl om, at der bliver masser at tale om, når branchens fagfolk igen mødes i sensommeren i vandkanten ved Lillebælt.

    - Mange indkøbere står lidt i et vadested og har brug for både at se, prøve og ikke mindst have en dialog om mulighederne. Udviklingen går nemlig hurtig i disse dage, og man har brug for sparring og et godt overblik for at træffe den helt rigtige indkøbsbeslutning til netop ens egen organisation, understreger Klaus Nissen.


    Et lille håb for at klemme sig ind på udstillingen

    Udstillingsleder Erik Nissen er i fuld gang med at få kørt Maskiner under Broen ´24 i stilling, og han understreger, at selvom samtlige stande på det 25.000 m2 store messeareal allerede er solgt, er der stadig håb, hvis man har maskiner, redskaber eller løsninger at vise til den samlede park-, vej- og anlægssektor.

    - På samme tid inden sidste udstilling havde vi solgt 23.000 m2 stande, men allerede nu er de sidste pladser forsvundet til MUB24. Interessen har simpelthen været overvældende denne gang. Udstillerne har på samme tid været hurtigere ud af starthullerne og købt større stande, end vi er vant til. Vi har dog besluttet at oprette en venteliste, hvor potentielle udstillere kan komme på, for måske har vi mulighed for at oprette en enkelt række stande mere. Men vi har ikke lyst til gå på kompromis med udstillingens logistik og generelle flow og har derfor reelt ikke mulighed for at udvide arealet i større omfang, siger Erik Nissen.

    Med nye planer for bespisningen, et snart fuldt program til udstillingens faglige Miniseminarer, endnu en kåring af Maskinleverandørernes Innovationspris og ikke mindst over 120 udstillere af alt, hvad der findes af grej til maskinfolket, er Erik Nissen sikker på, at der venter de besøgende et brag af en udstilling den 28. og 29 august.


    Vil høre om ukrudtbekæmpelse og elektriske maskiner

    Maskiner under Broen havde 3.191 gæster ved seneste messe i 2022, og både arrangør og udstillingsleder forventer minimum det samme antal gæster i år. Uanset antallet bliver en af gæsterne i hvert fald leder af Aabenraa Kommunes driftsenhed, Søren Nagstrup Nielsen. Han har været på alle tidligere udgaver af Maskiner under Broen og er ikke et sekund i tvivl om, at han igen kører til Middelfart, når den grønne fagmesse slår portene op.

    - Vi kommer fire ledere og en mekaniker og kommer til gå hele vejen rundt. Udstillingen har heldigvis en størrelse, så man både kan overskue den og stadig har tid til at tage de faglige snakke på de mest relevante stande. Det faglige netværk og den sparring, man får på sådan en udstilling er rigtig vigtig, og samtidig kommer man hjem med godt styr på, hvad der er kommet af nyt, og hvad der er på vej, forklarer Søren Nagstrup Nielsen.

    Han understreger, at nysgerrighed simpelthen ligger i organisationens DNA, og at Aabenraa Kommunes driftsenhed derfor ville lægge vejen forbi Maskiner under Broen uanset hvad. Men denne gang har Søren Nielsen og hans kollegaer faktisk en ekstra grund til at besøge messen.

    - Helt konkret står vi med nogle udfordringer omkring ukrudtsbekæmpelse, og jeg har endnu ikke set den helt rigtige løsning. Så hvis nogle af udstillerne mener, at de har løsningen, vil vi gerne høre mere. Derudover er elektrificeringen naturligvis meget oppe i tiden, så vi skal også have set på, hvor meget de forskellige batteriløsninger kan klare, pointerer han.

    Gratis billetter til Maskiner under Broen

    Maskiner under Broen finder sted den 28. og 29. august på arealerne under Lillebæltsbroen, Gl. Strandvej 113, 5500 Middelfart.

    Det er gratis for fagfolk at besøge messen, og billetter kan hentes, enkeltvis eller til grupper HER.

    Maskiner under Broen af arrangeret Maskinleverandørerne – park-, vej- og anlæg og blev afholdt første gang 2016.





    Anbefalede artikler