<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Cat-306-gravemaskine-zeppelin1

Erfarne fagfolk bedømmer elevernes evner i entreprenørmaskiner til Skills

  • Byggepladsen
  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • 2024-04-15
  • | Af Malene K. Holm
  • Når hjulene ruller på DM i Skills d. 18.-20. april 2024 i Roskilde, så skal også den bedste lærling inden for entreprenørmaskinmekanik kåres. Og det er et hold erfarne fagfolk, der står med dommerblokken og skarpt blik.

    En af dommerne ved bedømmelsen til DM i Skills 2024 af lærlingene som entreprenørmaskinmekaniker er Michael Kristensen, der til daglig arbejder som teknisk supporter hos Caterpillar-forhandler Zeppelin og har selv en baggrund som uddannet entreprenørmaskinmekaniker.

     

    Når han kommer til at stå der med kuglepen og blok, er det med 20 års erfaring med Cat-maskiner i rygsækken. Og lærlingene skal netop som en del af konkurrencen demonstrere deres færdigheder på en Cat 306 gravemaskine. Michael Kristensen har udarbejdet den "kundecase", som de unge deltagerne skal løse.

    Zeppelin-skillsSkills-dommer Michael Kristensen

     

    - Uden at afsløre noget vil kundecasen bestå i, at kunden har en maskine, som der er problemer med. Det kan både være en justering eller fejlsøgninger. Hvad det præcist er, kan jeg af gode grunde ikke komme ind på her, men det er et realistisk kundescenarie, som eleverne skal forholde sig til, siger Michael Kristensen.

     

    Bedømmelsen foregår på en pointskala baseret på, hvor godt hver enkelt lærling udfører opgaven. Michael Kristensen lægger dog vægt på at skabe en positiv atmosfære under konkurrencen, hvor lærlingene føler sig trygge og afslappede.

    - Jeg står lidt på afstand, men vil også stille nogle spørgsmål for at skabe en afslappet og konstruktiv, faglig dialog og få dem til at sænke skulderene lidt. Tage presset af dem, så de kan udfolde sig. Jeg er her ikke for at være efter dem, men for at få dem til at præstere bedst muligt, siger Michael Kristensen.

     

    Det er ikke første gang, Michael Kristensen skal være dommer ved DM i Skills-konkurrencer. Han deltog også i 2022 og bemærkede dengang det høje faglige niveau blandt lærlingene.

     

    - Der er slet ingen tvivl om, at de er fagligt dygtige og har en massiv viden. Og den skal vi have sat i spil under konkurrencen. Det understøtter vi bedst ved at tage noget af presset væk fra dem, slutter Michael Kristensen.

     

     

    Anbefalede artikler