Med kravene om afstand og få personer forsamlet på et sted, har det været nødvendigt at tænke anderledes i år i forhold til at sætte et program sammen, der tidligere har været præget af foredrag, workshops, træning og andre fælles aktiviteter. Videoer, Teams-møder og info-skærmene bliver derfor i år værktøjerne, der skal udbrede kendskabet til tre fokusområder, der især kredser om sikkerhedsadfæren.
Det ene fokusområde er, ”Jeg holder mig uden for farezonen”, som handler om at identificere potentielle farezoner og holde sig uden for disse zoner.
Det andet fokusområde er, ”Jeg holder øje med, hvor jeg går”, som handler om, at der skal være ryddeligt, og der ikke skydes genveje, men man følger de anviste gangarealer.
Det tredje fokusområde er, ”Jeg bruger det korrekte værktøj, og det skal være i god stand”.
”Fokusområderne vil blive behandlet på tavlemøder og på interne medieplatforme”, fortæller miljø- og sikkerhedschef Ole Kjeldsen. ”De læner sig alle op af sikkerhedspolitikken, der handler om at udvikle en nul ulykke kultur. En sikkerhedskultur, der tilskynder medarbejderne til at beskytte hinandens sikkerhed og rapportere observerede risici og risikoadfærd, hvilket medfører, at ulykker kan forhindres, før de sker. For at fremme fortsat risikorapportering fra medarbejderne kræves der konstant feedback på, hvad deres rapporterede observationer har ført til. Det er vigtigt, at de bemærker, at de kan gøre en forskel.”
Ole Kjeldsen fortæller, at det også handler om at få medarbejderne til at forpligte sig til at tage sig af deres egen og deres kollegas sikkerhed inden for de aftalte spilleregler, da det ikke er muligt for virksomheden at overvåge hver en handling på fabrikkerne og ude på byggepladserne.
”I år har også det psykiske arbejdsmiljø et stort fokus, da rigtig mange har arbejdet hjemmefra og derfor ikke har haft det samme sociale liv med kollegerne, som de plejer at have. Så her bliver der mulighed for at diskutere, hvad man selv kan gøre, hvad vi kan gøre sammen, og hvad du kan gøre som leder. I det hele taget styrkes sikkerheden på vores arbejdsplads gennem regelmæssige og konstruktive sikkerhedssamtaler mellem ledere og medarbejdere. Her kan f.eks. både fremhæves nogle observerede mangler, og hvad der fungerer godt”.
Spæncom har haft stor succes med deres sikkerhedsarbejdet og kunne i 2020 for første gang opleve et kalenderår uden en eneste FR1 ulykke, der er den faglige term for en ulykke med fravær. Ole Kjeldsen er ikke i tvivl om, hvad der skal til for at fortsætte det gode arbejde. ”Klare mål og opfølgning er afgørende for at drive udviklingen i den rigtige retning”, konkluderer han.