Betonelementspecialisten Spæncom har udviklet et nyt digitalt værktøj, der gør det muligt i samspil med bygherrer og rådgivere at simulere forskellige designvalg i realtid – og straks se konsekvenserne for både økonomi og CO2-aftryk.
Kim Schmeltz, udviklingschef i Spæncom.
Spæncom er specialiseret i betonelementer og sigter mod at være den førende leverandør af elementer med det laveste klimaaftryk. Et eksempel på udviklingen af nye løsninger er Spæncoms TS-elementer, der er en halvering af de kendte TTS-elementer og kombinerer omkostningseffektivitet, holdbarhed og miljøvenlighed i et byggeprojekt.
Nu har Spæncom udviklet et nyt digitalt værktøj, der kan blive et vigtigt skridt i udviklingen af byggerier med lavere CO2-aftryk i form af et simuleringsværktøj, der er integreret i deres eksisterende designplatform. Værktøjet gør det muligt at modellere f.eks. en industrihal og ændre parametre som søjleudformning, vægge, etagehøjde eller betonsammensætning. Resultatet kommer på få minutter i form af et overslag over bygningens samlede CO2-aftryk og de økonomiske konsekvenser af valgene.
”Tidligere kunne det tage flere dage at beregne konsekvenserne af ændringer i designet. Nu kan vi gøre det på 2-3 minutter,” forklarer Kim Schmeltz, udviklingschef i Spæncom.
”Det betyder, at vi f.eks. i en dialog med kunden kan sige: Hvis vi fjerner vægge og sætter søjler ind i stedet, så sparer du et antal kg CO2 pr. kvadratmeter, og du kan se, hvad det betyder for prisen budgetmæssigt. Kunden kan hele tiden se, hvad det betyder for økonomien og CO2-aftrykket, hvis man ændrer på forskellige parametre. Det giver en god realtidsdiskussion med kunden”, siger Kim Schmeltz.
Han understreger vigtigheden af at få bæredygtighedsdiskussionen ind i en tidlig fase af projekterne. I stedet for at man først efter lang tid ser regnestykket på bordet, kan man med det nye simuleringsværktøj allerede i de indledende møder vise, hvordan forskellige valg påvirker klimaaftryk og økonomi, hvilket giver bygherrer et langt bedre beslutningsgrundlag.
”Vi har lagt vores egne recepter, armeringsmængder og produktionsdata ind i systemet. Det betyder, at tallene ikke bare er generiske brancheestimater, men bygger på præcise oplysninger fra vores produktion,” påpeger Kim Schmeltz og tilføjer, at AI har spillet en rolle i udviklingen af systemet.
”Ved at bruge AI til at kode applikationerne kunne vi udvikle værktøjerne på få dage i stedet for uger eller måneder.”
Værktøjet er, som tidligere nævnt, allerede testet i konkrete projekter med TS-konceptet. Et koncept, der er designet til at opfylde behovene i moderne industri- og lagerbyggeri med særligt fokus på hurtig montage og reducerede miljøpåvirkninger. I løbet af det kommende år bliver værktøjet implementeret bredt til anvendelse på forskellige andre bygningstyper, f.eks. parkeringshuse.
”Vi vil kunne sidde hos en kunde og vise, hvor meget CO2-aftryk et P-hus med 360 pladser vil have – og med det samme vise, hvordan det ændrer sig, hvis man f.eks. vælger en anden facade. Den type indsigt, så tidligt i projektet, kan ændre hele diskussionen om bæredygtigt byggeri,” siger Kim Schmeltz.
For Spæncom handler satsningen ikke kun om at sælge flere elementer, men også om at flytte branchen, så man sikrer, at betonelementerne benyttes der, hvor det giver bedst mening.