Andreas Karberg 2017 Foto Niels Busch

Grøn renovering af bevaringsværdige og fredede ejendomme i Karberghus

En ældre ejendom i Karberghus performer lige så godt som nyopført ejendom efter en omfattende renovering, fortæller Andreas Just Karberg. Samtidig er det vigtigt at tage en hurtig beslutning en gang imellem så der bliver handlet.

 

 

Oktober, 2021

Af Susanne Noer Brandt,

Energispring Sekretariatet

 

 

I dag bruger Karberghus’ gamle, bevaringsværdige kontorejendom i Århusgade 88, mindre energi end en af deres nyopførte ejendomme. Det skyldes at ejendommen har fået udskiftet og isoleret sit tag – og samtidig fået udskiftet sine 200 tagvinduer, fortæller Andreas Just Karberg, direktør i Karberghus.

 

Ud over et reduceret energiforbrug, har renoveringen også givet en gevinst for medarbejderne.

 

”Medarbejderne har også kunne mærke at der ikke er lige så koldt om vinteren” fortæller Andreas.

 

 

 

Æstetikken i fokus

Oppe fra tagterrassen i Århusgade 88 kan man se det nye tag opført i røde tagsten og kobberbelagte vinduer som er specielt designet til at passe ind i den gamle bygnings æstetik.  

 

”Da det er en bevaringsværdig ejendom, går vi også meget op i æstetikken når vi energirenoverer” forklarer Andreas.

 

 

Solceller på taget når man alligevel renoverer

Da taget alligevel skulle udskiftes, benyttede Karberghus muligheden til samtidig at anlægge solceller på taget. Det betyder at en del af den strøm de får på kontoret, kommer fra solceller.

Desuden kan medarbejderne på en skærm i indgangen af bygningen, følge med i hvor meget energi solcellerne producerer hver dag.

 

 

Særlige forhold i Fredede ejendomme

En stor del af Karberghus’ ejedomsportefølje består af fredede ejendomme, hvilket betyder at de har et større fokus på renovering og forsat anvendelse af den eksisterende bygningsmasse – og dermed et mindre forbrug af ressourcer.

 

”I fredede ejendomme udskifter man ikke bare vinduer, men man kan godt eftergå og renovere vinduerne… som jo også er nogle flotte, gamle, smukke vinduer – det hele skal ikke altid bare være nyt nyt nytforklarer Andreas.

 

 

Frit råderum til medarbejdere gør det nemmere at handle

I Karberghus skal beslutninger ikke altid igennem den helt store beslutningsmølle. Medarbejderne har frit råderum til f.eks. at udskifte et toilet der løber eller en komponent i varmekælderen.

 

”Vi bruger ikke altid tid på at beregne hvad der kan betale sig. Når der er et problem, så tager vi en hurtig beslutning. Som f.eks. hvis et toilet løber, så skiftes det eller ventilen ud – get things done” forklarer Andreas.

 

 

 

Justering af varmen under Corona betaler sig

I en anden af Karberghus’ ejendomme, som ligger i Frederiksgade 17, har der været et stort fald i energiforbruget under Corona. En del af faldet skyldes at alle medarbejderne var sendt hjem – og at varmeanlægget samtidig blev justeret til et mindre varmeforbrug.

 

 

Desuden er hele varmecentralen blevet renoveret. Her er ventilsystemerne blandt andet blevet udskiftet, hvilket har givet en bedre fordeling af varmen i bygningen.

 

 

En energirådgiver for øje på det man ikke selv ser

Karberghus har i flere år haft Forsyn-O-meter på alle sine ejendomme. Det betyder at ejendommene en gang årligt for besøg af en energirådgiver, som justerer varmekælderen efter behov og samtidig giver rådgivning til hvordan varmecentralen kan energioptimeres.  

 

”Det gør at man får friske øjne på. Vi har en vilje og et ønske til at energiforbedre, men det er også et spørgsmål om at få ideer til hvad der skal gøres – fortæl os hvad der skal gøres” siger Andreas.

 

 

Med Forsyn-O-meter får de også en gang om måneden:

 

  • en rapport, hvor de kan følge med i deres ejendommes forbrug
  • alarmer hvis der er en voldsom stigning i forbruget.

 

 

Råd til andre partnere

 

’Bare gør det!’: For Andreas er det vigtigt at handle. Nogle gange skal tingene bare gøres uden at lave de store beregninger af hvad der kan betale sig – og uden at diskutere hvem der tjener på investeringen.

Kontaktinformation

  • Energispring Sekretariatet
  • Njalsgade 13, 2300, København S
  • Tlf: 27 11 28 59
  • Web: https://energispring.kk.dk/
  • Email: energispring@tmf.kk.dk