Billede1

Energiscreening af fjernvarmecentraler reducerer varmeforbruget og giver økonomiske besparelser

 

Af Kristin Rabbe Larsen, Energispring Sekretariatet

 

 

Ved screening af fjernvarmecentraler kan der stadig høstes flere lavthængende frugter og gennemføres rentable investeringer, som sænker varmeforbruget, giver økonomiske besparelser og forbedrer ejendommens afkøling. Det viser et projekt som er gennemført i Energispring partnerskabet.

 

 

Målet var at finde rentable investeringer

Partnerskabet Energispring og energirådgivere i HOFOR har gennemført energiscreeninger af en række af partnernes ejendomme. Målet var at finde ”lavthængende frugter” i ejendommenes fjernvarmecentraler, så som mindre reparationer, der var rentable at gennemføre, og som kunne øge energieffektiviteten samt forbedre afkølingen. Fire partnere (KLP, PKA, AL Bank og Københavns Ejendomme og Indkøb) tilmeldte i alt 11 ejendomme til screenings-projektet, hvor der blev gennemført to screeninger af hver ejendom.

 

”Målet var at undersøge om der var ”lavthængende frugter” – noget der nemt kan ændres for at øge energieffektiviteten, forbedre ejendommens afkøling og give økonomiske besparelser” siger energirådgiver Benny Østerbye fra HOFOR.

 

Når HOFOR opnår en lavere returtemperatur, kan de opnå større effektivitet på varmeværket, hvilket giver billigere varme til forbrugerne.

 

I størstedelen af de ejendomme, der har været med i projektet, er de anbefalede investeringer gennemført. Det har medført et lavere varmeforbrug og dermed givet økonomiske besparelser. Et interessant resultat efter screeningerne er, at i de ejendomme, hvor energirådgiveren indregulerede fjernvarmeanlægget under besøget, kunne der kort tid efter konstateres et fald i varmeforbruget og forbedret afkøling. Dette resultat var gældende for både nyere og ældre ejendomme.

 

”Energiscreeninger kan betale sig. Indreguleringer eller forslag til mindre reparationer eller udskiftning af komponenter kan bidrage til at reducere varmeforbruget” fortæller Benny.

 

Individuel energiscreening

Benny Østerbye fremhæver, at det tit er de individuelle forhold i de enkelte fjernvarmeanlæg, der udgør fejlene. Derfor er individuel rådgivning vigtig selvom mange af fejlene er af samme karakter. Det skyldes at ejendommene er bygget, vedligeholdt og driftet forskelligt og styresystemerne kan være indstillet forskelligt. Derfor er et vigtigt at komme ned i varmekælderen og vurdere om indstillingerne af fjernvarmeanlægget er optimale for lige præcis den enkelte ejendom.

 

Benny tilføjer, at der også er et stort behov for energiscreening i nye og nyrenoverede ejendomme. Her finder de ofte store besparelsespotentialer, blandt andet på grund af fejl og mangler i varmekælderen.

 

 

Billede2I en energiscreening af fjernvarmecentralen findes der ofte uhensigtsmæssige indreguleringer og behov for mindre reparationer eller udskiftning af komponenter. Foto: Jacob Ljørring

 

 

Større og flere spiraler i varmtvandsbeholderen er en fordel

I en af ejendommene Benny besøgte konstaterede han at varmtvandsbeholderen var for svag og med for få spiraler til at opvarme vandet. Større og flere spiraler er en fordel for at trække mere energi ud af fjernvarmevandet fra HOFOR, og for at undgå at betale merafgift for dårlig afkøling – især om sommeren. En klar anbefaling er, at installeres nye varmtvandsbeholdere eller at de bliver ombygget til at have flere og større spiraler.

 

”Hvis der ikke er spiraler nok i varmtvandsbeholderen til at opvarme vandet til 55 grader, kræver det, at der løber mere af vores fjernvarmevand igennem, for at der er energi nok til at opvarme vandet. Med flere og større spiraler i varmtvandsbeholderen, kan den trække mere energi ud af fjernvarmevandet og sende koldere temperatur tilbage til HOFOR”, fortæller Benny.

 

 

Billede3Foto: Jacob Ljørring

 

 

Fire nemme og rentable tiltag

Det partnerskabet Energispring og HOFOR har lært af screeningsprojektet er:

 

1). Sæt nye ventiler i varmtvandsbeholderen

Opnå besparelser på op til 30-40 000 kr. om året ved at montere nye trykuafhængige ventiler på varmtvandsbeholderen.

 

Det skyldes, at HOFOR har kørt med et højere tryk i hovednettet de sidste fem år, for at producere energi nok til alle i det vandbaserede fjernvarmesystem. Ved at udskifte eller justere varmtvandsholderens ventiler kan man sikre at tryk og flow er korrekt, og man får udnyttet energien på en bedre måde.

 

2). Sænk varmtvandstemperaturen til 55 grader

Hvis temperaturen i varmtvandsbeholderen sænkes med to til tre grader, kan det være afgørende for, om ejendommen skal betale merudgift for dårlig afkøling eller ej. Erfaringen viser, at varmtvandsbeholderne ofte holdes på unødvendigt høje temperaturer for at bekæmpe legionella-bakterier i vandet. Med CTS-styring af anlægget foregår legionella-behandlingen i stedet ved, at temperaturen i varmtvandsbeholderen hæves i en kort periode, og efterfølgende sænkes igen.

 

3). Indstil ventilen korrekt

Ved at flowbegrænse ventilen og reducere varmtvandstemperaturen har flere ejendomme i projektet reduceret returtemperaturen fra 65 grader til 40-50 grader. Dette gælder også nyrenoverede varmecentraler. Radiatorer monteret efter år 2000 har en radiatorventil, der regulerer, hvor kraftigt vandet løber gennem ventilen.

 

I screeningsprojektet var otte ud af ti radiatorventiler ikke indstillet rigtigt, selv om det er helt nye bygninger. Det koster ingenting at justere ventilen, og noget alle driftsfolk bør have for øje.

 

4). Indregulering af styreboksen

Det kan være med til at sikre, at varmen som sendes rundt i ejendommen, ikke er for høj. Dette er særligt vigtigt, hvis ejendommen har et et-strengs radiatoranlæg, da radiatoranlægget kun køler vandet med fem til ti grader. Fjernvarmeanlægget vil derfor have svært ved at køle vandet nok inden det sendes tilbage til HOFOR.

 

Kontaktinformation

  • Energispring Sekretariatet
  • Njalsgade 13, 2300, København S
  • Tlf: 27 11 28 59
  • Web: https://energispring.kk.dk/
  • Email: energispring@tmf.kk.dk