Alexander Reumert, Project Associate hos European Energy A/S, som vil tale om "Fra Kassø til hele verden med Power-to-X" den 4. Januar.
European Energy udvikler, bygger og driver grønne energiprojekter, og virksomhedens 650 medarbejdere med 41 nationaliteter har allerede etableret mere end 200 projekter i 18 lande siden 2004, primært i Europa, Nord- og Sydamerika. Virksomheden har specialiseret sig i fire teknologier: sol, onshore & offshore vind samt Power-to-X, og har siden begyndelsen udviklet og bygget næsten 4 GW vedvarende energi.
European Energy står bag intet mindre end verdens største e-metanolfabrik, som ligger i Kassø nær Åbenrå. Projektet omfatter 27 myndighedsgodkendelser, 17 km nedgravede rørsystemer, 2.200 ventiler og den største solcellepark i Norden. Når e-metanolfabrikken når en fuld kapacitet, kan den producere 42.000 ton om året.
Bliver det så et problem at få solgt produktionen af e-metanol? Næppe. Faktisk er hver og en dråbe solgt, inden den er produceret. Virksomheder som A.P. Møller – Mærsk, LEGO og Novo Nordisk, står nærmest i kø ved hanerne, som forventes åbnet i 2024. Og i 2023 blev 49% af hele projektet solgt (den største transaktion i European Energys historie) til japanske Mitsui & Co, Ltd., så Kassø er tilmed blevet kendt langt uden for Danmarks grænser.
Men hvordan bliver sådan et projekt til, hvad betyder det for fremtiden, og hvad er visionerne for Power-to-X som en del af fremtidens energiløsning? Få stillet nysgerrigheden, når Project Associate hos European Energy A/S, Alexander Reumert, gæster Bureau Veritas Kick Off 2024 den 4. januar.