Når et køleanlæg bryder sammen, skal det gå stærkt med at få udbedret fejlen. Inden for en time vil Brødrene Dahl med sit nye forretningsområde kunne tilbyde kølekunder stort set alt det, de står og mangler – enten i en af deres 17 butikker eller via en onlinebestilling med KvikLevering.
-Vi kommer med en fintmasket butiks-net, og samtidig kan vi alt det andet uden om kølemidler og tilbehør, som kunderne også efterspørger, fortæller Henrik Duve, Product Manager i Klimacenter Horsens.
Mange kølekunder kører rundt med masser af komponenter og materialer i deres servicebiler eller har varerne stående på deres værksteder. Det er hverken økonomisk eller sikkerhedsmæssigt en optimal løsning.
Eget lager bliver overflødigt
-Med vores døgnservice 24/7, som vi har i hovedparten af vores udvalgte butikker, vil vi i realiteten kunne agere lager for kunden og på den måde virkelig lette kundens arbejde, understreger Henrik Duve.
Brødrene Dahl har indgået aftaler med flere af de mest anerkendte leverandører af kølekomponenter og forventer på sigt at kunne tilbyde produkter fra endnu flere leverandører. I alt vil 14 kølemidler/gasser være på hylderne. For Propan, som spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling, gælder dog, at varen først vil være klar i starten af november.
-Inden for de næste par år må vi forvente, at kølemidler som R290 Propan og R744 CO2 vil udgøre langt størstedelen på både køleanlæg og varmepumper, men det er vigtigt, at vi også kan servicere de kunder, der stadig har behov for andre kølemidler.
I forbindelse med kølemidlerne tilbyder Brødrene Dahl et stort udvalg af ”stumper” som fx ventiler, pumper og termostater. Personalet er blevet uddannet i at kunne håndtere de nye produkter, og hvis en udfordring synes for stor, vil virksomhedens Klimacenter i Horsens altid stå klar til at hjælpe kunden videre.
Slutkunderne befinder sig bl.a. inden for dagligvarebranchen, hvor køl og frost er helt afgørende for at kunne opretholde fødevaresikkerheden, men også sygehuse, institutioner og datacentre er nogle af de store kunder.