<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Billede 1
Annonce

Sidste års Girls Day in Science – kampagnen er i år ændret til Science Day og er en dag, hvor elever møder rollemodeller, der fortæller om deres uddannelsesvalg og karrieremuligheder i en verden af IT, teknologi og naturvidenskab, og deltager i praktiske og virksomhedsrelaterede workshops.

Malingsproducenten PPG vil inspirere flere børn og unge til at vælge en naturvidenskabelig karrierevej

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2023-10-04
  • | Fotos af Naturvidenskabernes Hus
  • Den 4. oktober slår malingproducenten PPG dørene op for skoleelever til Science Day. Det gør de sammen med en lang række virksomheder, organisationer, uddannelsesinstitutioner, biblioteker og museer over hele landet. PPG har desuden bidraget med en STEM-donation på i alt 100.000 kr.

    Billede 2

    - Der er et fælles brancheansvar for at bidrage til større diversitet i branchen. Der er stadig for mange, der fravælger de tekniske uddannelser, og der hersker fortsat stereotyper og fordomme om uddannelserne. Det forsøger Science Day at gøre op med, udtaler Torben Beck, der er direktør for PPG Coatings Denmark.

    PPG, der ejer de velkendte mærker Dyrup, Sigma, GORI, ProGold og Tikkurila er for andet år arrangør af Science Day. I den forbindelse inviterer de knap 60 skoleelever indenfor med det formål at give dem et helt unikt indblik i, hvad de arbejder med til dagligt – lige fra bæredygtighedstiltag over produktion og til toning af maling.

    Et fælles ansvar

    Det er Naturvidenskabernes Hus, der står bag Science Day, og PPG er en af de mange aktører, der den 4. oktober slår dørene op og inviterer børn og unge indenfor.

    - Science Day er en oplagt mulighed for at oplyse fremtidens arbejdskraft om de mange spændende muligheder en naturvidenskabelig uddannelse giver, siger Torben Beck.

    PPG deltager desuden i Naturfagsmaraton i 2024, der er et undervisningsforløb for 5. og 6. klasser arrangeret af Naturvidenskabernes Hus.

    - Vi vil meget gerne støtte op om projekter, der åbner børns øjne og gør dem nysgerrige på fremtidige muligheder – gerne indenfor STEM som f.eks. robotteknologi og forskning. Derfor er vi glade for at kunne støtte op om Naturfagsmaraton, fortæller direktøren.  

    Billede 3


    Dedikerede arrangører danner grundlaget for Science Day

    Direktør og ekspert i "Piger og STEM" fra Naturvidenskabernes Hus, Maiken Lykke Lolck, understreger, at engagementet fra virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer er afgørende, for det er dem, der sætter tid og medarbejdere af til at give eleverne en god oplevelse:

    - Der mangler diversitet på STEM-uddannelser og -virksomheder, og det gælder særligt i kønsfordelingen, hvor kvinder er underrepræsenterede. Til Science Day møder eleverne medarbejdere, forskere eller studerende, de kan spejle sig i, og de får et konkret og praktisk indblik i deres fag, fortæller Maiken Lykke Lolck og afslutter:

    - Det gør en enorm forskel, når så mange arrangører som PPG bakker op om at skabe mere diversitet ved at åbne dørene og vise de spændende muligheder med en fremtid inden for teknologi og naturvidenskab.


    Om Science Day 2023

    Science Day er en årlig landsdækkende kampagnedag, hvor virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner over hele landet inviterer elever fra grundskoler og gymnasier inden for til at arbejde med praktiske og virkelighedsnære aktiviteter inden for STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematics). Eleverne møder rollemodeller, der fortæller om deres uddannelsesvalg og karrieremuligheder i en verden af IT, teknologi og naturvidenskab, og deltager i praktiske og virksomhedsrelaterede workshops.

     

    I 2023 ændrede kampagnen navn fra Girls' Day in Science til Science Day for at styrke mangfoldighed inden for de tekniske og naturvidenskabelige fag. Der er stadig udfordringer med et kønsopdelt uddannelsesvalg og arbejdsmarked, men nu udvides fokus til også at omfatte diversitet inden for etnicitet, religion og kultur i både uddannelse og på arbejdsmarkedet.

    Anbefalede artikler