<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
510-1

24 tons ekstra løftekraft på det fjerdestørste skibsværft

Søby Værft på Ærø sikrede sig også 19 meter ekstra løftehøjde, da Sennebogen 613E-M gik på pension og blev afløst af en ny Sennebogen 643E-M.

Danmarks fjerdestørste skibsværft, Søby Værft på Ærø, har sikret sig kapacitet til at løfte både mere og højere. Ganske betragteligt mere endda. Værftet har skiftet sin mobile Sennebogen 613E-M teleskopkran ud med en aldeles ny kran, hvor modelbetegnelsen er ændret fra 613 til 643. En lille detalje, som giver mulighed for at løfte ikke mindre end 24 tons mere. Og for at løfte 19 meter højere.

 

- Det var en nødvendig investering, da vores kunder og projekter bliver større og større og tungere og tungere. Vores gamle 613E-M havde kapacitet til at løfte 16 tons. Med den nye 643E-M er vi på 40 tons. Løftehøjden er øget fra 24 til 43 meter, så det er ret store forandringer, konstaterer projektmanager Lasse Albertsen på værftet på det nordlige Ærø.

 

Det er distriktschef Otto Madsen hos Scantruck A/S, der som dansk Sennebogen-importør og -forhandler, har leveret den mobile teleskopkran til Søby Værft. Sennebogen 643E-M vejer selv 27 tons, men løfter altså op til 40 tons. Den er udstyret med en Cummins QSB 4,5 motor med 175 hestekræfter.

510-2Søby Værfts projektmanager Lasse Albertsen (til venstre) og Scantrucks distriktschef Otto Madsen får en snak ved den nye mobilkran ved værftet på Ærø.

 

 

Stor dok-kapacitet

Skibsværftet er Danmarks fjerdestørste og samtidig den største arbejdsplads på øen syd for Fyn. Den faste bemanding ligger omkring 80 mand, og i spidsbelastninger er der mulighed for at trække på eksterne kræfter i lokalsamfundet, så antallet når op omkring 130-140.

 

Søby Værft har tre tørdokke, og det sikrer kapacitet til at bygge og servicere et bredt spekter af skibe. Den mindste af dokkene, Dok 1, er 75 meter lang og 13 meter bred. Den lidt større Dok 2 er 85 meter i længden og 15 meter i bredden. De helt store projekter klarer værftet i Dok 3, som er hele 140 meter lang og 24 meter bred. Dermed kan den største tørdok rumme mange forskellige skibstyper, og den er da også den mest bookede på værftet.

 

Værftets mobilkraner træder i funktion, når der skal udføres løfteoperationer. Det skal der ofte, og Sennebogen-kranen har en vigtig rolle. Ikke mindst fordi, værftets mandskab har stor tillid til, at den altid er i topform.

 

- Den flytter rundt med alt muligt fra store pumper til maskindele og svejseværker. Forgængeren, Sennebogen 613E-M, kørte helt eminent, så den nye har noget at leve op til. Vi har faktisk aldrig haft nogen form for problemer med den gamle kran, som kørte upåklageligt og kun have to driftstop i løbet af ti år. Det er ret imponerende, konstaterer projektmanager Lasse Albertsen.

 

510-3Så er den nye sat i gang på skibsværftet på det nordlige Ærø.

 

Første og største el-færge

- Nu satser vi på, at den nye 643E-M skal køre de næste ti år og håber, at den kan gøre det lige så godt. Vi er rigtig glade for Sennebogen-maskinerne, og vi har også en endnu større 6180-mobilkran med løftekapacitet på op til 100 tons, siger Lasse Albertsen.

 

Foruden reparationer og service, der hele tiden udføres for rederierne, er Søby Værft også involveret i nybygningsprojekter. Blandt de senere års mest markante er den fuldelektriske færge “Ellen”, som kom til verden på værftet for få år siden.

 

“Ellen” blev den første og største passagerfærge med rent elektrisk fremdriftssystem. Hun kan laste 31 personbiler eller fire-fem lastbiler og har plads til 147 passagerer. Færgen sejler mellem Søby på Ærø og Fynshav på Als og oplades til 3,8 MWh, når den overnatter i Søby. 

 

Læs mere om de nyeste entreprenørmaskiner

Kontaktinformation