Billede1

Brødrene Dahl indfører dropbokse til genanvendelse af gamle plastcisterner

Installatører og håndværkere kan fremadrettet deponere gamle plastcisterner hos Brødrene Dahls butikker i hele landet. I et nyt samarbejde mellem badeværelsesproducenten LAUFEN og genanvendelsesvirksomheden Stena Recycling er det muligt at genanvende plast fra kasserede toiletcisterner, og med 53 butikker i Danmark har Brødrene Dahl en afgørende rolle i den cykliske proces.

Danmarks største grossist på VVS, Vand og Kloak har de seneste år indført flere bæredygtighedstiltag for at reducere transport og minimere brugen af plastemballage. Nu indtræder Brødrene Dahl i endnu et cirkulært projekt, der skal genanvende plast fra de mere end en kvart million toiletter, der årligt udskiftes i Danmark.

Det drejer sig om et genanvendelsesprojekt mellem badeværelsesproducenten LAUFEN og virksomheden Stena Recycling, hvor plastcisterner fra kasserede toiletter uanset mærke indsamles og omdannes til plastgranulat, der siden kan anvendes i nye produkter.

- Vi kigger altid efter nye metoder til at reducere CO2-aftrykket i byggeriet, og derfor giver det god mening, at vores butikker kan fungere som dropbokse til genanvendelse for de udtjente plastcisterner, der gennem LAUFEN og Stena Recycling kan genanvendes i nye produkter, siger Henriette Berring-Langberg, der er bæredygtighedsansvarlig hos Brødrene Dahl.

 Tilgængelig i 53 Brødrene Dahl-butikker
LAUFEN og Stena Recycling har siden august 2021 opsat særlige genanvendelsesstationer - såkaldte dropbokse - i udvalgte Brødrene Dahl butikker for at indsamle de brugte plastcisterner, der findes under porcelænskappen i de fleste nyere gulvstående toiletter.

Der er nu opsat dropbokse i alle Brødrene Dahls butikker, der som den eneste grossist på VVS og Vand og Kloak tilbyder håndværkere og installatører at deponere de gamle plastcisterner til genanvendelse.

- Sammen med LAUFEN har vi opsat dropbokse i alle vores butikker for at gøre det så nemt og bekvemt for landets installatører at aflevere de gamle plastcisterner direkte fra kunden. Efter deponeringen indgår cisternerne i en cyklisk proces, hvor de først skilles ad og derefter omdannes til genanvendeligt plastgranulat, der kan blive til nye produkter, siger Kenneth Lykke, Kategorichef for Sanitet.

Med dropbokse i Brødrene Dahls 53 butikker bliver det muligt for installatører i hele landet at indlevere gamle plastcisterner til genanvendelse. Produkter der før skulle kasseres på grund af forkalkning. De mange genanvendelsesstationer optimerer samtidig indsamlingsprocessen og bidrager til at reducere transporttiden i genanvendelsesprojektet.

 Cirkulært og socialøkonomisk genanvendelsesprojekt
 Genanvendelsesprojektet LAUFEN og Stena Recycling:

1. Fra Brødrene Dahl køres de gamle plastcisterner til særlige beskyttede værksteder på Sjælland.

2. Her skilles cisterne ad og sorteres som led i et socialøkonomisk initiativ for udsatte borgere.

3. Stena Recycling indsamler de forskellige plastdele, kværner og omdanner dem til genanvendeligt plastgranulat, som efterfølgende sendes til Stena Recyclings samarbejdspartnere, hvor de indgår i fremstillingen af nye produkter.

4. Slutteligt ender plastgranulatet hos plastproducenterne, hvor de atter indgår i nye plastprodukter.

Kontaktinformation

  • Brødrene Dahl
  • Park Allé 370, 2605, Brøndby
  • Tlf: 45 48 78 42 52
  • Web: https://www.bd.dk/
  • Email : kundeservice@bd.dk