<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Billede 2

Stemning ved tagdækkerkonkurrencen til DM i Skills 2020.

Tagdækkerlærlinge konkurrerer til DM Skills med genanvendt tagpap

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2024-04-09
  • | Fotos: Eurotag Danmark
  • Ved DM i Skills vil lærlinge i tagdækkerfaget stå over for en spændende udfordring med brug af genanvendt tagpap fra Derbigum. Ideen er at ruste de fremtidige tagdækkere til fremtidens byggeri, siger salgschef Kenneth Sandbye.

    Billede 3Kenneth Sandbye, regionssalgschef hos Eurotag Danmark, er dommer i tagdækkerkategorien til DM i Skills.


    Hos tagpapleverandøren Eurotag Danmark ser man frem til at kunne støtte op om tagdækkerfagets udvikling ved at sponsorere tagpap til DM Skills, og regionssalgschef Kenneth Sandbye skal desuden være dommer i tagdækkerkategorien.

    Han understreger vigtigheden af håndværksmæssig dygtighed og præcision under konkurrencen, der finder sted d. 18.-20. april på Dyrskuepladsen i Roskilde.

    ‒ Det kræver en stor omhyggelighed at komme med til DM, og det kommer jeg også til at lægge vægt på i min bedømmelse, fortæller Kenneth Sandbye i en pressemeddelelse.

    I tagdækkerkategorien skal han bedømme de fire lærlinge, der konkurrerer om at blive danmarksmester inden for faget.

    ‒ For tagdækkerlærlingene er konkurrencen som en svendeprøve, og derfor skal resultatet selvfølgelig være glat og ordentligt. Jeg kommer til at kigge efter pæne, rette snit og korrekte inddækningsbredder, der rammer inden for kravene, siger han.

    Genanvendelse bliver fremtidens nøgleord

    Eurotag Danmark har sponsoreret DM Skills i 14 år ved at levere tagpap fra Derbigum, som består af op til 30 % genbrugsmateriale. Dette bidrag er en del af Eurotag Danmarks engagement i fremtidens tagdækning med fokus på bæredygtighed.

    ‒ Hos Eurotag har vi i mange år kæmpet for at skubbe faget i en retning med større fokus på genanvendelse, for vi tror på, at det er et nøgleord i fremtidens tagdækning, forklarer Kenneth Sandbye.

    ‒ I dag går hele tagdækkerfaget imod mere genanvendelse, og her er Derbigum den førende løsning. Det oplever de også på tagdækkeruddannelsen, og det er dejligt at se, at de udvikler sig og klæder lærlingene godt på til et marked i forandring, siger han.

     

    Engageret indsats for tagdækkerfaget

    Kenneth Sandbye glæder gis over, at de ude på fagskolerne underviser i genanvendt tagpap fra Derbigum. Men det har ikke altid været sådan. For cirka fem år siden besluttede han derfor at tage kontakt til de ansvarlige på tagdækkeruddannelsen.

    ‒ De var heldigvis lydhøre, for i dag underviser de i flere typer af tagpap. For mig handler det ikke kun om at bruge Derbigum, men om at få dygtige og fagligt brede tagdækkere ud på markedet, fastslår Kenneth Sandbye og tilføjer:

    ‒ Jeg mener, at en god tagdækker kan mere, og til sammenligning er tømreruddannelsen jo stadig meget bredere. Derfor synes jeg også, at det er den rigtige vej at gå, når vi skal have uddannet flere gode folk til fremtidens byggebranche.

    Eurotag, Kenneth og hans kollegaer er glade for at kunne støtte op om tagdækkerfaget til DM i Skills 2024, hvor de unge talenter skal afprøve deres færdigheder.

    ‒ Jeg glæder mig særligt til at se, hvordan de unge kommer til at arbejde med de nye materialer til Skills. Hvem ved? Måske ender de med at kunne bruge det på helt nye måder, afslutter Kenneth Sandbye.

    Anbefalede artikler