<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">

Teknologisk Institut afholdte Rørcenterdagene med fokus på klimasikring og løsninger til regnvand

  • Anlæg
  • Klimasikring
  • 2019-06-24
  • | Af Rune H Jensen

    Rørcenterdagene blev afholdt fra den 19.-20. juni 2019, hvor der var fokus på nye løsningmuligheder og de store udfordringer, vi er stillet over for i forbindelse med klimasikring, kloakering og regnvand. 

    Teknologisk Institut bød i år omkring 4.000 besøgende og 109 udstillere velkommen på Rørcenterdagene, hvor man kunne få opdateret viden om løsninger inden for vand- og afløbsbranchen, klimasikring og regnvandshåndtering m.m. Og der er emner nok at tage hul på anno 2019:


    - Overordnet set er vi i dag angrebet på fire fronter: fra havet, vandløbene, nedefra og ovenfra. Vi skal forholde os til løsninger på alle fire parametre, men især ovenfra – regnvand og skybrud – er et fokusområde, og det vil man kunne høre mere om på Rørcenterdagene, siger Ulrik Hindsberger, centerchef hos Rørcentret under Teknologisk Institut.


    En større og mere nuanceret redskabskasse
    Den åbne udendørsmesse afvikles efter konceptet med konferencer og udstillere fra bl.a. virksomheder, kommuner, kloakmestre og entreprenører og kaster lys over den seneste udvikling inden for klimasikring og kloakering. I de senere år har fokus ligget meget på nedsivning af regnvand, men det er ved at ændre sig:


    - Tendensen har været at se på nedsivning og LAR som første prioritet. Men det har vist sig, at nedsivning ganske enkelt ikke er muligt alle steder bl.a. pga. højt grundvand. Det er stadig en god mulighed nogle steder, men det er ikke længere automatisk nummer 1, siger Ulrik Hindsberger.


    - Man skal f.eks. også kigge på muligheder for at transportere vandet væk, rense det, bruge det til andre, grønne eller rekreative formål – afhængigt af de forskellige lokale forudsætninger og forhold. Man kan sige, at vi generelt har fået en større og mere nuanceret redskabskasse i dag. Derfor er der i høj grad også stadig brug for dygtige rådgivere, arkitekter, producenter og entreprenører.

     



     


    Løsninger på de fire store udfordringer
    Han påpeger, at vi grundlæggende står med de fire store udfordringer: For det første håndteringen af skybrud, hvor man enten kan bygge større kloakker eller lede vandet et andet sted hen – hvilket er noget, man flere steder allerede er i fuld gang og langt fremme med.


    For det andet åer og vandløb, hvor meget nedbør over mange dage kan føre til vand på markerne eller ophobede vandmasser i vandløbene, der går over sine bredder. Her kan man lave sluser, dæmninger eller måske udvide arealet nogle steder, hvor det er muligt. Der arbejdes nu intensivt på løsninger omkring bl.a. Gudenå ved Randers, Storå ved Holstebro og Harrestrup Å ved hovedstaden.


    - Dernæst er der hele problematikken med kystvand, stormfloder og stigende vandstande i havene. På kort sigt er det et relativt stabilt system, selv om indre fjorde som især Roskilde Fjord giver udfordringer. Men på den lange bane, såsom 30-50 år frem, er der hele klimaproblematikken at tage stilling til, hvor havet muligvis vil stige meget. Man håber på 20-30 cm, men nogle prognoser siger fra 70 cm og helt op til en meter. Det er en kæmpe udfordring, navnlig hvis der samtidig kommer stormflod oveni. Vi er nødt til at beskytte os med klimatilpasningsløsninger mod stigende havvand. Det er vi begyndt på, nogle af entreprenørerne på Rørcenterdagene arbejder allerede med det og senest har f.eks. Realdania søsat projektet ”Byerne og det stigende havvand”.


    - Endelig er der grundvandet, der driller mange steder i landet. Man havde forventet meget af nedsivningsløsninger, men bl.a. stiger det såkaldte sekundære grundvandsspejl mere end antaget, så vi ikke kan få vandet væk, som vi troede. Det er et område, hvor vi ikke er særlig langt, og hvor der også er brug for løsninger.


    Digitaliseringen kræver større forståelse
    Ulrik Hindsberger peger samtidig på, at erfaringer og nye teknologier også ændrer måden, som virksomheder fremover må tænke i regnvands-, kloak- og klimatilpasningsløsninger på:


    - Hvis vi ser 5-10 år fremad, så bliver det vigtigt for virksomhederne at forstå, at ens produkter sjældent kan stå alene. Ofte vil de skulle passe sammen med konkurrenternes, og der kommer i dag et lag oveni i form af bl.a. sensorer og andre digitale elementer. Komponenterne bliver mere kompetente med digitaliseringen, så det vil kræve en stigende forståelse af, hvordan dataene bruges, og hvordan tingene virker sammen.

    Anbefalede artikler