<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">

Brolægger Henrik Laugesen var en af flere der blev testet ordblind, da Svend Erik Lind A/S satte gang i et opkvalificeringsforløb.

Svend Erik Lind A/S tog dialog om ordblindhed til glæde for medarbejderne

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2019-10-02
  • | Foto: Netværkslokomotivet

    Syv ud af ti ordblinde oplever falske fordomme, som ofte relaterer sig til lav intelligens. Ifølge eksperter, øger fordommene berøringsangst på arbejdspladsen, så ordblinde aldrig får gjort noget ved udfordringen. Entreprenørvirksomheden Svend Erik Lind A/S tog dialogen og fik glade medarbejdere takket være diktafoner og højtlæsnings-tablets.

    Hos entreprenørvirksomheden Svend Erik Lind A/S har ordblinde medarbejderne, med stor succes, fået et kompetenceløft. Nu bruger mange af medarbejdere diktafon til SMS’er, og får læst tekst op fra tablets som en naturlig del af arbejdsdagen.

     

    - Vi kunne se det var et problem at udfylde f.eks. timesedler og nogle medarbejdere brugte ikke de digitale redskaber, som kræver man kan læse og skrive. Men også at nogle medarbejdere holdt sig tilbage, når de havde mulighed for at vise initiativ og tage over på opgaver, siger ejerleder Tonny Jakobsen.

     

    - Det er jo ikke noget man normalt taler åbent om, uden at det tages op som emne af arbejdsgiveren. Og gerne på hele arbejdspladsen, så man kan se at man ikke er alene, og så emnet afmystificeres, siger han.

     

    17 ud af 40 medarbejdere hos Svend Erik Lind A/S har nu været på kursus. Men det var ikke sket uden en hjælpende hånd:

     

    - Jeg tror ikke vi var kommet i gang uden hjælpen udefra. Hvis vi bare tilbød medarbejdere at komme på skolebænken igen, ville de fleste jo bare takke nej. For hvorfor genleve gamle traumer? Der skal først en fælles dialog i gang, og det skal gøres uden fordømmelse og gerne med lidt humor, siger Tonny Jakobsen.

     

    Hos Svend Erik Lind har man fundet en balance som både medarbejdere og ledelse synes bedst om, hvor der er ordblindekursus hver fredag mens det er vinter og dermed færre opgaver.

     

    Ordblinde medarbejdere kan gå i panik hvis ikke ledelsen går forrest

    Arbejdsmarkedsforsker og ordblindeorganisation kan genkende resultaterne fra Notas undersøgelse af fordomme om ordblinde. De mener, det har negative konsekvenser på arbejdsmarkedet.

     

    - Arbejdsgivere har svært at tale med medarbejdere om det af flere årsager. Der er fordomme og det er tabu. Og de er bekymrede for uro og konflikter på arbejdspladsen, hvis de trumfer en test for ordblindhed igennem. Eller at medarbejdere vil søge job andre steder, siger Mads Peter Klindt.

     

    Netværkslokomotivet besøger ca. 650 arbejdspladser hvert år for at skabe fokus på efteruddannelse af ordblinde medarbejdere. Konsulent Hans Kærgaard oplever berøringsangst fra flere sider:

     

    - Mange er direkte bekymrede for at miste deres arbejde. Vi har oplevet at fortvivlede ordblinde ringer til deres fagforening for at spørge om det kan passe de skal igennem en ordblindetest på arbejdspladsen, siger han.

     

    Arbejdsmarkedsforsker Mads Peter Klindt fremhæver også at virksomheder bør kontakte uvildige organisationer som Netværkslokomotivet.

     

    - Organisationer som Netværkslokomotivet, kan stå for det administrative på tværs af virksomhederne og uddannelsesinstitutioner i en slags totalservicekoncept, der er nemt at tilmelde sig. De kan desuden hjælpe med hvordan man åbner for dialogen på en måde, så ingen bliver skræmt, siger Mads Peter Klindt.

     

    Og arbejdsgiveren skal føre an for at tydeliggøre mål og mindske usikkerhed, mener Netværkslokomotivet.

     

    - Chefen skal være klar i spyttet når han stiller sig på ølkassen og fortæller hvorfor folk skal screenes for ordblindhed. F.eks. at det ikke har ansættelseskonsekvenser hvis man har svært ved at læse og skrive. Og at vi sammen gør gode medarbejdere bedre.

     

     

     

    Anbefalede artikler