<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Peter Moller_Saint-Gobain 1_1920

Ny landedirektør for Saint-Gobain Denmark

  • Byggeriets udvikling
  • 2021-03-03

    Peter Møller overtog direktørstolen i Saint-Gobain Denmark pr. 1. januar 2021. Han kommer fra en stilling som CEO for Saint-Gobain Distribution Denmark, hvor han de sidste to år har skabt gode resultater og vækst - en stilling, han fortsat også vil varetage.

    Peter Møller bliver dermed den første danske landedirektør i Saint-Gobain med ansvar for både de producerende virksomheder ISOVER, Weber, Gyproc og Glassolutions og for distributionsforretningerne i Danmark, der bl.a. omfatter VVS grossisten Brødrene Dahl og ventilationsvirksomheden Øland. Han får i alt 1.700 medarbejdere under sig, som er fordelt på godt 70 lokationer rundt omkring i Danmark, heraf 8 fabrikker.


    Saint-Gobain er en af verdens førende leverandører af materialer til byggebranchen. Som landedirektør for Saint-Gobain i Danmark kommer Peter Møller til at stå i spidsen for den danske del af koncernen, der ifølge et netop offentliggjort regnskab på verdensplan har omsat for lidt over 282 mia. DKK i 2020 (godt 316 mia. DKK i 2019). Saint-Gobains danske forretninger har bidraget til koncernregnskabet med omkring 6 mia. danske kroner, hvilket ligger på linje med 2019 og dermed er et fint resultat set i lyset af coronakrisen – regnskaber for koncernens danske forretninger bliver offentliggjort i løbet af foråret.


    Koncernens samlede resultat vurderes som et pænt resultat set i lyset af coronakrisen og frasalg af flere forretninger, og særligt eftersom nedgangen i første halvår af 2020 blev afløst af en rekordomsætning i andet halvår af 2020 (en vækst på 4,8 % i andet halvår som accelererede til en vækst i omsætningen på 6,4 % i sidste kvartal af 2020).

     

     

    De nordiske lande har ifølge koncernregnskabet leveret en solid vækst i salget i hvert kvartal af 2020, primært takket være Distribution og bl.a. en vellykket omnichannel strategi – til trods for en nedgang i markedet for nybyggeri. Som direktør for Saint-Gobain Distribution i Danmark har Peter Møller netop været med til at drive en vellykket digital- og omnichannel-strategi i Danmark.


    Flere sprog, samme branche Peter Møller taler flydende fransk, tysk, engelsk og dansk, for han har fra barnsben haft en international livsbane med bopæl i ni forskellige lande på fire forskelige kontinenter. Hans far arbejdede for FN, han er født i Mellemøsten, og under hans opvækst boede familien i Mellemøsten, Afrika og USA. Peter Møller var derfor 13 år, da han for første gang flyttede til Danmark for at gå på Herlufsholm Kostskole.


    Sidenhen valgte Peter Møller at uddanne sig på CBS. Som nyuddannet med en bachelor i marketing og business administration i bagagen startede han i Saint-Gobain i 1991, og blev i 1997 sendt på hovedkontoret i Paris for to år senere at blive udnævnt til sin første større lederstilling i byggebranchen, nærmere betegnet hos Saint-Gobain Deutsche Glass i Tyskland som salgs- og marketingdirektør. Efter et par år kunne han sætte sig i direktørstolen hos Saint-Gobain Dockrells Glass i Irland. Det blev de første byggesten til et internationalt karriereforløb med byggebranchen som den røde tråd. Peter Møllers hustru og to døtre har fulgt med ham på hele rejsen.


    Peter Møller har sammenlagt arbejdet i 9 år på Saint-Gobains hovedkontor i Paris og boede også med familien i en årrække i Australien, hvor han var adm. direktør for Viridian Glass. Efter 6 år i Australien og en succesfuld turn-around af Viridian Glass, lykkes det de gamle kolleger hos Saint-Gobain at lokke Peter Møller tilbage i folden i 2018, og han flyttede til Frankrig for at blive international marketingdirektør for Saint-Gobains gipsdivision.

    Anbefalede artikler